PRM / Nu kommer regnen: Pas på rottebåren sygdom i kloakkerne

16. august 2018 05:01 | Af: Ritzau Info
 

Regnvejret giver mere vand i kloakkerne. Derfor opfordrer Dansk Byggeri de virksomheder, hvis medarbejdere arbejder under jorden, til at være ekstra påpasselige netop nu. Vandet i kloakkerne kan nemlig indeholde urin fra rotter, der kan bære den sjældne men livstruende sygdom Weils syge.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Hos entreprenørvirksomheden HHM A/S i Hillerød har de i flere år gjort en ekstra indsats for at forebygge, at medarbejdere bliver smittet med Weils syge.

– Vi opdagede, at meget få medarbejdere kendte Weils syge. Derfor fortæller vi nu om sygdommen på vores arbejdsmiljøkursus, og uddeler et kort om Weils syge til de medarbejdere, der arbejder med spildevand og kloak, siger arbejdsmiljøchef Pia Enemærke Becker, HHM A/S.

Kortet indeholder information om sygdommen og den øgede risiko for kloakarbejdere. Kortet er så lille, at det kan ligge i pungen, og kan gives videre til egen læge, hvis man har mistanke om at være blevet smittet med Weils syge.

Vask hænder og søg læge
Symptomerne på Weils syge minder om influenza, men sygdommen kan skade lever og nyrer, hvis den ikke behandles i tide. Derfor opfordrer Dansk Byggeri virksomhederne til at informere deres medarbejdere og hjælpe dem med at forebygge smitte.

– Ved arbejde i kloak, er høj hygiejnestandard den bedste forebyggelse. Brug handsker og vask ansigt og hænder, før du spiser, og når arbejdsopgaven er afsluttet. Forsøg også at undgå bar hud, hvis du har sår og rifter, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri.

Hvis man har den mindste mistanke om at være blevet smittet med Weils syge, skal man straks søge læge. Behandling med antibiotika inden tredje sygdomsdag er afgørende for ikke at blive alvorlig syg.

Kontakt:

Arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri, mmm@danskbyggeri.dk, telefon 22 45 47 72
Journalistpraktikant Caroline Schrøder, Dansk Byggeri, csc@danskbyggeri.dk, telefon 29 74 94 44

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kommer-regnen-pas-pa-rottebaren-sygdom-i-kloakkerne?releaseId=13328739

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu