PRM / Nu plantes der træer i statens første folkeskove

24. april 2018 11:35 | Af: Ritzau Info
 

Siden efteråret har borgere og virksomheder haft muligt at donere penge til nye statslige folkeskove, og nu skal de første tre indvies. Onsdag den 25. april planter skoleelever og andre interesserede de første donerede træer i Greve Skov.

Pressemeddelelse fra Naturstyrelsen

For 20 kroner per træ har alle siden november 2017 kunne støtte, at der bliver plantet nye, statslige folkeskove i et samarbejde med organisationen Growing Trees Network Foundation. Skovene skal primært beskytte grundvandet og give danskerne nye frilufts- og naturoplevelser tæt på deres bopæl.

Det har flere borgere og virksomheder benyttet sig af, og nu skal der plantes træer i den første statslige folkeskov i Greve. Derfor tager skoleelever og andre lokale fat i spaden onsdag den 25. april for at hjælpe med at plante nye træer og buske i forlængelse af den eksisterende skov.

– Vi har i en årrække samarbejdet med Greve Kommune og HOFOR A/S om at rejse en stor bynær skov ved Greve. Interessen for at donere penge til endnu flere træer fra både private og virksomheder viser, at der er stor folkelig opbakning til skovrejsning. Greve Skov er allerede et yndet udflugtsmål, og indvielsen af den nye folkeskov på 14 hektar betyder, at man fremover får mulighed for at besøge den skov, man selv har doneret træer til, siger Kim Søderlund, skovrider i Naturstyrelsen.

Statslige folkeskove på vej
Siden november er der doneret 16.000 træer til Greve Folkeskov. Resten af træerne er i første omgang finansieret af staten som en del af den langsigtede plan for skovrejsning i Greve. Alle kan stadig hjælpe med at donere penge til skoven, hvilket vil betyde, at de statslige midler, der er afsat til Greve Skov, i stedet vil blive brugt til at rejse statslig skov andre steder. Det betyder, at der kan rejses endnu mere skov i Danmark fremover.

I alt plantes der 45.600 træer og buske i den nye folkeskov i Greve i løbet af april. 15.000 af træerne er eg og 11.000 af dem er bøg. Målet er at skabe en varieret skov med overvejende løvskov samt flere åbne områder.

Der plantes også træer i nye statslige folkeskove i henholdsvis Himmerig Skov ved Hinnerup på Skovens Dag den 6. maj og i Oksbøl Skov ved Nordborg den 7. maj.

Program for indvielse af Greve Folkeskov:
Onsdag den 25. april kl. 8.30 byder skovrider Kim Søderlund fra Naturstyrelsen velkommen, inden 150 skoleelever fra Karlslunde Skole synger, og Greves borgmester Pernille Beckmann og Lars Heiselberg Vang Jensen fra Growing Trees Network Foundation holder taler. Derefter går skoleeleverne i gang med at plante den nye del af området med brug af spader. Der vil være bål med snobrød, og skoleeleverne vil desuden gøre noget ekstra for fuglene i den nye skov ved at opsætte fuglekasser og rovfuglepinde.

Kl. 15.00 – 17.00 kan alle borgere, der har lyst være med til at håndplante træer i den første statslige folkeskov. Her vil man også kunne møde flere af de virksomheder, der valgt at donere træer som en del af deres CSR-tiltag.

Se mødested og hele programmet for dagen.

Fakta: Greve Skov
Etableringen af Greve Skov er sket siden 2006, og den er resultatet af en samarbejdsaftale mellem Greve Kommune, HOFOR A/S og Naturstyrelsen. I alt har samarbejdspartnerne opkøbt 158 hektar ud af projektområdets 205 hektar. Heraf er de 144 hektar tilplantet i perioden 2006-2017.
Den nye folkeskov i Greve bliver i første omgang på 14 hektar og kommer til at ligge i forlængelse af den eksisterende skov.

Læs mere om muligheden for at donere penge til statslige folkeskove: www.nst.dk/folkeskov

Kontakt:

For spørgsmål til Greve Folkeskov:
Kim Søderlund
Skovrider
Naturstyrelsen Østsjælland
KSL@nst.dk
21219700

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-plantes-der-traeer-i-statens-forste-folkeskove?releaseId=12713512

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu