ANNONCE

PRM / Nu starter byggeriet af Lidls nye hovedkontor i Aarhus

27. oktober 2020 04:00 | Af: Ritzau Info
 

Første spadestik til Lidls nye, danske hovedkontor på Godsbanen blev taget mandag d. 26. oktober 2020. Til at stå for det mere end 13.500 m2 store byggeri med grønne løsninger i fokus er valget faldet på Aarhus-entreprenøren Per Aarsleff A/S. Investeringen i det nye, danske domicil forventes at løbe op i flere hundrede millioner kroner.

Pressemeddelelse fra Lidl Danmark

Hos Lidl glæder man sig lidt ud over det sædvanlige til, at kalenderen siger 2023. Her er det nemlig planen, at omkring 300 af dagligvarekædens administrative medarbejdere rykker ind i deres nye hovedkontor, med mere end 13.500 m2 kontorareal, på Godsbanen i den nye Aarhus K-bydel.

Der er netop indgået kontrakt med den lokale, Aarhus-baserede entreprenør Per Aarsleff A/S. Det betyder, at selve byggeriet starter de næste uger. Med det første spadestik følger en omkring to år lang byggeproces, der skal munde ud i et moderne og bæredygtigt byggeri. Derudover er der lagt vægt på samspillet mellem historikken på de tidligere godsbanearealer og de kommende naboer, blandt andre Institut for X, Arkitektskolen og Godsbanen. Hertil bygger Lidl, i stueplan, en butik med ca. 1.200 m2 salgsareal. Byggeriet forventes at løbe op i en investering på et trecifret millionbeløb.

Den røde tråd i byggeriet er grøn

Hele byggeriet får den såkaldte DGNB-standard, som minimum med en guld-certificering, men der stræbes efter mere. Certificeringen kommer, med sit 360 graders-blik på bæredygtighed, til at betyde, at der vil blive implementeret løsninger med fokus på et lavt energiforbrug, lysstyring, regnvandshåndtering, miljørigtig affaldshåndtering m.m. i det nye hovedkontor.

“Det er kæmpestort, at vi nu endelig kan komme i gang med at bygge. Byggeriet af vores nye hovedkontor i Aarhus er en vigtig milepæl for os i den ekspansionsrejse, vi er på, hvor vi udvider med både medarbejdere og butikker hvert eneste år her i Danmark. Og så glæder vi os helt vildt til at blive en del af Aarhus og være med til at forme den nye Aarhus K-bydel. Selvfølgelig sammen med vores kommende naboer. Jeg vil i den forbindelse også gerne rette en stor tak mod Aarhus Kommune for deres indsats og det gode samarbejde,” siger Dirk Fust, adm. direktør i Lidl Danmark.

Det er Per Aarsleff A/S, som har vundet totalentreprisen på byggeriet. Her ser man frem til at få maskiner i jorden: “Det er lidt af et prestigeprojekt for os, og der er mange spændende byggetekniske udfordringer forbundet med byggeriet – især fordi det skal bygges efter de fremmeste standarder indenfor bæredygtighed. Det har vi specialiseret os i, og jeg er sikker på, at det bliver et byggeri, mange kommer til at kigge mod i fremtiden,” siger Ulrik Therkilsen, afdelingsdirektør for Region Vest hos Per Aarsleff A/S.

Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl fortæller: “Vi føler os i trygge hænder hos de kompetente folk fra Per Aarsleff A/S, som vi har haft et langt og konstruktivt forhandlingsforløb med. De har en stor og solid erfaring. Eksempelvis med at arbejde under terræn, hvor der er store miljøhensyn at tage.”

Han fortsætter: “Vi glæder os meget til at komme rigtigt i gang. En stor tak til vores arkitekt, Link Arkitektur A/S, som har været utrolig fleksible og kreative i forhold til vores ønsker om at tilpasse os byens rum og bydelens historie. Nu glæder vi os til at se de smukke tegninger blive til virkelighed og en del af Aarhus K”.

Det samlede Lidl-byggeri kommer tæt på 20.000 m2. Udover byggeriet af hovedkontoret, hvor der er butik i stueplan, kommer Lidl desuden til at opføre et parkeringshus for Aarhus Kommune med i alt ca. 360 pladser.

Rejsegildet for det nye Lidl-hovedkontor forventes at stå i andet kvartal af 2022, og første arbejdsdag samt åbning af Lidl-butikken i byggeriets stueplan forventes i midten af 2023.

Kontakt:

Kommunikationschef Morten Vestberg tlf.: +45 5215 9259 email: morten.vestberg@lidl.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-starter-byggeriet-af-lidls-nye-hovedkontor-i-aarhus?releaseId=13603121

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu