ANNONCE

PRM / Ny aftale om hjælpepakker glemmer lønmodtagere med egen virksomhed

28. august 2020 15:12 | Af: Ritzau Info
 

“For lidt, for sent og forkert.” Lønmodtagere, der også driver selvstændig virksomhed, må se langt efter hjælp i den forlængelse af hjælpepakkerne, som regeringen netop har fremlagt. Man har nemlig valgt at forlænge en i forvejen fejlbehæftet ordning, der efterlader de såkaldte kombinatører på perronen.

Pressemeddelelse fra HK Privat

Regeringen har sammen med et bredt flertal i folketinget netop fremlagt aftaleteksten for en forlængelse af hjælpepakkerne til blandt andet virksomheder, der fortsat er underlagt coronarestriktioner. Desværre er der ikke megen hjælp at hente for de såkaldte kombinatører, som i forvejen er hårdt prøvede, da de færreste har kunnet anvende de oprindelige hjælpepakker. De er nemlig fyldt med fejl. Freelance-ansvarlig i HK Privat, Kirstine Baloti, ryster på hovedet over situationen:

– Det er fint, at man justerer selvstændige- og kombinatørpakken, men de bebudede ændringer er ikke tilstrækkelige. Der er hårdt brug for at rette pakken, så freelancere med både A-løn og CVR får den hjælp, de har brug for. Vores freelancere er nemlig ikke tvangslukkede: deres marked er “bare” coronaramt og har været det længe. Jeg kan se, at man har forsøgt en justering i dagens aftaletekst, men det er desværre fortsat ikke nok.

Ny aftale – samme problemer
Problemet med pakken er ifølge Kirstine Baloti, at man ønsker at hjælpe de freelancere, der både har noget arbejde, hvor de får A-løn, og noget arbejde, som de fakturerer i deres CVR. Men den oprindelige hjælpepakke er udformet, så man ikke kan søge hjælp på baggrund af A-løn og aktivitet i CVR. I stedet har man lavet en pakke, hvor kun dem med A-løn og B-honorar i et bestemt miks kan søge. Og selvom der er nogle krav, der lempes i den nye aftale, så er Kirstine Baloti overrasket over, at man nu viderefører flere af de samme typer fejl i denne aftaletekst:

– I den nye aftaletekst viderefører man den type fejl, som vi for længst har påpeget, gør det mildest talt umuligt for kombinatørerne at gøre brug af pakkerne. Ovenikøbet lemper man kun visse krav i perioden 1. september til 31. oktober. Det er simpelthen både for lidt, for sent og forkert.

HK Privat har tidligere påpeget overfor Erhvervsministeriet, at de indbyggede begrænsninger i pakken gør, at forsvindende få kombinatører søger hjælpepakken, og at en langt større procentdel får afslag, end det er tilfældet med de andre hjælpepakker.

Kontakt:

Freelance-ansvarlig, HK Privat Kirstine Baloti tlf.: 27258033 email: kirstine.baloti@hk.dk

Presseansvarlig Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-aftale-om-hjaelpepakker-glemmer-lonmodtagere-med-egen-virksomhed?releaseId=13598881

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu