ANNONCE

PRM / Ny efteruddannelse ruster sundhedsplejersker til at arbejde med sårbare og udsatte familier

5. maj 2020 08:25 | Af: Ritzau Info
 

Sundhedsplejersker efterlyser styrkede kompetencer til at hjælpe små børn i familier i sårbare og udsatte positioner til den bedst mulige start i livet. Dét ønske imødekommer en ny efteruddannelse, der går fra start i august.

Pressemeddelelse fra VIA University College

Sundhedsplejersker fra blandt andet Randers, Viborg, Morsø, Norddjurs, Haderslev, Tønder, Frederikshavn, Assens og Nyborg kommuner har været med til at teste en ny efteruddannelse, som fra august bliver åben for sundhedsplejersker i hele landet.

Den nye efteruddannelse skal klæde sundhedsplejersker endnu bedre på til at arbejde med trivsel og relationsdannelse.

I Jylland er det professionshøjskolen VIA University College i Aarhus, der udbyder det nye diplommodul med titlen ‘Tidlig relationsdannelse og trivsel i familier i sårbare og udsatte positioner’. Hvis coronapandemien stadig i august gør det umuligt at mødes i klasselokaler, bliver undervisningen afviklet online.

Efteruddannelsen er udviklet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Københavns Professionshøjskole, og indholdet er besluttet efter input fra sundhedsplejersker og kommunale ledere om behovet for opkvalificering nu og i fremtiden.

50 sundhedsplejersker fra 21 kommuner i testforløb

“For at sikre, at det nye diplommodul matcher kommunernes ønsker, har vi først været i dialog for at afdække sundhedsplejerskernes behov. Dernæst har vi haft 50 sundhedsplejersker fra 21 kommuner med et betydeligt antal familier i sårbare og udsatte positioner til at teste efteruddannelsen som et pilotforløb,” fortæller Lilian Thusgaard Olsen, der er projektleder, sundhedsplejerske, master og underviser hos VIA University College.

Hun glæder sig over, at tilbagemeldingerne fra deltagerne i testforløbet er særdeles positive.

De 21 testkommuner er: Randers, Norddjurs, Viborg, Morsø, Fredericia, Haderslev, Tønder, Frederikshavn, Assens, Nyborg København, Albertslund, Brøndby, Guldbergsund, Holbæk, Ishøj, Kalundborg, Lolland, Odsherred, Slagelse og Vordingborg.

Barnets første 1.000 dage er i centrum

På diplommodulet ‘Tidlig relationsdannelse og trivsel i familier i sårbare og udsatte positioner’ er barnets udvikling og trivsel de første 1.000 dage omdrejningspunktet – ud fra et sundhedsfremmende og forebyggende perspektiv.

Dét imødekommer den store politiske opmærksomhed, der er på den særlige vigtighed af børns første tre leveår som afgørende for resten af livet.

Lilian Thusgaard Olsen slår fast, at sundhedsplejersker er den faggruppe, der er tættest på småbørnsfamilier. Derfor er det alfa og omega, at sundhedsplejerskerne i kommunerne har de rette kompetencer til at opspore og iværksætte indsatser, som fremmer børn og forældres trivsel.

På skolebænken sideløbende med job

På den nye efteruddannelse bliver sundhedsplejerskerne undervist i emner som kulturforståelse, interkulturel kommunikation, dialogtræning med familier og vigtigheden af også at involvere fædrene aktivt i familier med helt små børn.

Andre faglige emner på efteruddannelsen er blandt andet barnets naturlige tilknytning, samspillets betydning for børns udvikling, neuropsykologi og neuropædagogik, forældretrivsel og opsporing af børn i mistrivsel.

Rent praktisk gennemføres diplommoduler sideløbende med det sædvanlige arbejde og for at sikre et fagligt løft. På den nye efteruddannelse, der er målrettet sundhedsplejersker, er der fokus på at give deltagerne ny forskningsbaseret viden og på at være praksisrettet, så de nye kompetencer kan anvendes direkte i det daglige arbejde med familier i sårbare og udsatte positioner.

Endnu et diplommodul til sundhedsplejersker på vej

Diplommodulet med titlen ‘Tidlig relationsdannelse og trivsel i familier i sårbare og udsatte positioner’ udgør 10 ECTS point og består af otte undervisningsdage, hjemmeopgaver samt en afsluttende prøve.

Senere vil sundhedsplejersker fra hele landet også få mulighed for at tilmelde sig et diplommodul, der har særligt fokus på tværprofessionelt samarbejde om tidlige indsatser hos familier i sårbare og udsatte positioner. Dette diplommodul bliver testet i øjeblikket.

Det kommende diplommodul hedder ‘Tværprofessionelt samarbejde om tidlig indsats hos familier i sårbare og udsatte positioner’ og tæller fem ECTS point. Det omfatter fire undervisningsdage, hjemmeopgaver samt en afsluttende prøve.

De sundhedsplejersker, der ønsker en hel diplomuddannelse på 60 ECTS point, kan hos VIA University College og Københavns Professionshøjskole supplere de to nyudviklede diplommoduler med andre diplommoduler.

VIA og Københavns Professionshøjskole er i forvejen de to eneste steder i Danmark, der uddanner sundhedsplejersker.

Kontakt for yderligere information:

Lillian Thusgaard Olsen, projektleder, sundhedsplejerske og underviser ved VIA University College. Mobiltelefon: 87 55 19 09. E-mail: lito@via.dk

Læs nærmere om det nye diplommodul med titlen ‘Tidlig relationsdannelse og trivsel i familier i sårbare og udsatte positioner’, der starter i august 2020: www.via.dk/efter-og-videreuddannelse/uddannelsestilbud/moduler/tidlig-relationsdannelse-og-trivsel-i-familier-i-saarbare-og-udsatte-positioner

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-efteruddannelse-ruster-sundhedsplejersker-til-at-arbejde-med-sarbare-og-udsatte-familier?releaseId=13592813

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu