ANNONCE

PRM / Ny hjælpepakke på plads til virksomheder, kulturliv og borgere ramt af lokal nedlukning

20. november 2020 17:30 | Af: Ritzau Info
 

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er netop blevet enige om en hjælpepakke til virksomheder, kultur- og idrætsliv samt udsatte borgere i de syv nordjyske kommuner, der har været ramt af nedlukning og restriktioner. Pakken vil også fremadrettet gælde ved eventuelle andre lokale nedlukninger.

Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

For at reducere smitteudviklingen og inddæmme en særlig mutation af corona-virus fra mink blev der iværksat en lokal nedlukning og yderligere restriktioner i de syv nordjyske kommuner Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Thisted.

Det har store konsekvenser for virksomheder, lønmodtagere samt kultur- og idrætsliv.

Derfor er regeringen sammen med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet netop blevet enige om en hjælpepakke med kompensation til virksomheder, kultur- og idrætsliv og udsatte borgere, der har været berørt af nedlukningen.

Partierne er samtidig enige om, at hvis der måtte opstå et behov for lokale nedlukninger fremadrettet, vil denne aftales generelle erhvervs-, kultur- og idrætsrettede initiativer kunne bruges som model for lokal kompensation.

“Nordjyderne har gjort en stor og flot indsats de seneste par uger for at inddæmme smitten, men det har selvfølgelig haft konsekvenser. Derfor skal der også være hjælp at hente, når man som lønmodtager eller virksomhed bliver ramt af nedlukninger eller restriktioner. Med dagens aftale har vi nu et sikkerhedsnet klar med økonomisk hjælp, hvis der bliver behov for flere lokale nedlukninger i fremtiden. På den måde ved erhvervslivet, at hjælpen er der, hvis restriktionerne skulle ramme,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

“De skærpede restriktioner i Nordjylland ramte mange – også idræts-, forenings- og kulturlivet. Vi er rigtig glade for, at vi har kunnet åbne op igen, men regeringen og partierne er selvfølgelig samtidig enige om, at der skal ekstra hjælp til de ramte. Derfor er vi klar med kompensation til dem, der har været ramt – det gælder selvfølgelig også kulturen,” siger kulturminister Joy Mogensen.

Med nedlukninger og skærperede restriktioner bliver der mindre mulighed for at samle sig med familie og venner, deltage i kultur-, idræt- og foreningslivet og lignende. Derfor er aftalepartierne enige om en indsats mod ensomhed.

“Der har i den seneste tid været skruet voldsomt ned for sociale aktiviteter i Nordjylland, og nordjyderne bliver fortsat opfordret til at se så få som muligt. Desuden er beboere på mange sociale tilbud i området fortsat ramt af besøgsforbud udstedt på grund af de mange minkfarme i området. Derfor er mange socialt udsatte og sårbare mennesker i området isolerede. Det må ikke resultere i ensomhed. Nu skaber vi mulighed for, at kommunerne i samarbejde med civilsamfundet kan hjælpe helt lokalt med at række ud til disse borgere og skabe fællesskaber, som kan fungere med de restriktioner, der er i forhold til COVID-19,” siger social- og indenrigsminister Astrid Krag.

Torsten Schack Pedersen, Venstre:

“Aftalen er en lille håndsrækning til nordjysk erhvervsliv. Venstre mener, at det havde været rimeligt, at aftalen også havde indeholdt en model, som samlede regningen op for de mange meromkostninger nordjyske virksomheder og kultur og idrætsliv har haft de seneste to uger. Venstre synes ikke det er rimeligt, at den regning havner hos virksomhederne.”

Katrine Robsøe, Radikale Venstre:

“Det er afgørende, at nordjyderne og erhvervslivet i Nordjylland ikke efterlades alene eller uden hjælp. Derfor er det også vigtigt, at de har adgang til kompensation for faste omkostninger og hjælp til de selvstændige og kunstnere. Det har været en hård tid for hele Nordjylland, og jeg er derfor glad for, at vi får hjulpet med midler til både turisme og mod ensomhed.”

Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti:

“Det er vigtigt, at vi hjælper kultur- og erhvervslivet i Nordjylland, som pludseligt blev ramt af en hård men nødvendig nedlukning. Særligt er det vigtigt, at vi rækker en hånd ud til de sårbare mennesker, som rammes af isolation og deraf ensomhed. Derfor er vi glade for, at vi også har fundet penge til en ensomhedspulje.”

Victoria Velasquez, Enhedslisten:

“For nordjyderne har de sidste par uger været ekstra hårde. Pludselig kunne du ikke se dine nærmeste, komme på arbejde og passe dine fritidsaktiviteter. Jeg forstår godt, at konsekvenserne for flere har været uoverskuelige. Familier med presset økonomi kunne ikke få hjælp fra frivillige, når de manglede mad. Flere sårbare har haft selvmordstanker. Det er knusende alvorligt. Nu er kurven for smitte vendt og vi kan glædes over, at det ser bedre ud. Det ændrer dog ikke på, at det har været en barsk omgang for de sårbare, lønmodtagerne og de selvstændige og ikke mindst for vores forenings- og kulturliv. Derfor er jeg og Enhedslisten glad for, at vi med denne supplerende aftale, målrettet de nordjyske kommuner, kommer med en tiltrængt håndsrækning, der forhåbentligt kan hjælpe flere oven vande.”

Mona Juul, Konservative:

“Det har været en bunden og nødvendig opgave at støtte op om de særligt ramte nordjyske kommuner med kompensationer for bl.a. faste omkostninger. Men også at sikre at CVR/P nummer problematikken blev løst, at evt. dagbøder kompenseres og at interessen for at tage til destinationen styrkes.”

Allan Hansen Lindemark, Alternativet:

“Nedlukningen af Nordjylland har ramt landsdelen hårdt. Vi er derfor i Alternativet super glade for at kunne give en økonomisk håndsrækning til erhvervslivet og kultur- og idrætslivet.”

Orla Hav, Socialdemokratiet:

“Nordjyderne har “taget en for holdet”. Glædeligt at et bredt udsnit af Folketingets partier hermed søger at afbøde de hårdeste tilbageslag for landsdelen og specielt de syv kommuners indbyggere.”

Hjælp til virksomheder, kultur- og idrætsliv:

Kompensation for faste omkostninger:

  • Alle virksomheder i de syv nordjyske kommuner får adgang til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 pct.
  • Virksomheder, der er tvangslukket og ingen omsætning har, kan få dækket 100 pct. af de faste omkostninger.
  • Virksomheder med enheder f.eks. butikker både inde og uden for de nedlukkede kommuner kan få kompensation for faste omkostninger til den af butikkerne, der oplever et omsætningstab på 30 pct.
  • Virksomheder, der er ramt af, at deres medarbejdere ikke kan komme på arbejde, mangler vigtige leverancer eller generelt oplever produktionsnedgang, kan få kompensation.

Kompensation til selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere mv.:

  • Alle selvstændige mv. i de syv nordjyske kommuner får adgang til kompensation, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 pct.
  • Der laves en særskilt kompensationsordning for selvstændige mv. bosat i en af de nedlukkede kommuner, der ikke kan pendle til deres forretning uden for kommunerne.
  • Der gives kompensation til selvstændige mv. uden for de syv kommuner, hvis de kan sandsynliggøre, at en indtægtsnedgang skyldes restriktionerne.

Andet:

  • Der afsættes en pulje på 15 mio. kr. til delvis dækning af virksomhedernes udgifter til betaling af bod og dagbøder mv. i byggesager mv.
  • For at genstarte turismen styrkes markedsføringen af Nordjylland som destination med 5 mio. kr.

Hjælp til udsatte borgere:

  • Der sættes 7,5 mio. kr. af til en ensomhedspulje, der skal modvirke ensomhed blandt borgere i de syv nordjyske kommuner.
  • Der sættes 1,4 mio. kr. af til uddeling af mad til sårbare familier i de syv nordjyske kommuner.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har desuden den 7. november indgået en aftale om en midlertidig lokal lønkompensationsordning for virksomheder i de nordjyske kommuner samt en pendlingslønkompensation for virksomheder og borgere berørte af pendlingsrestriktionerne.

Kontakt:

For yderligere kan journalister kontakte:
Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07
Kulturministeriets pressetelefon på 22 76 51 16
Social- og indenrigsministeriets pressetelefon på 41 85 13 60

For yderligere kan virksomheder kontakte:
Erhvervsstyrelsens corona hotline på tlf. 72 20 00 34

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-hjaelpepakke-pa-plads-til-virksomheder-kulturliv-og-borgere-ramt-af-lokal-nedlukning?releaseId=13604868

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu