PRM / Ny rapport: Danmarks hovedstad har en af verdens fem bedste turismeorganisationer

5. maj 2018 07:55 | Af: Ritzau Info
 

Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen

Selvom Danmark er en lille spiller i den benhårde, globale konkurrence om turister, har hovedstadsregionen en af verdens bedste turismeorganisationer i form af Wonderful Copenhagen. Det fremgår af ny evaluering fra Destination Think!, der som førende, international ekspert i destinationsudvikling og -markedsføring har arbejdet med 320 organisationer, der markedsfører destinationer verden over. Destination Think! har evalueret Wonderful Copenhagen og har udråbt den danske hovedstads turismeorganisation som blandt de fem bedste i verden. Det er særligt tilgangen til markedsføring, evnen til at engagere erhvervet samt strategisk forretningsudvikling, der udløser international top-karakter.

Væksten i turismen er primært noget, der sker i storbyer – både globalt og også i Danmark. Her har hovedstadsregionen oplevet en vækst i turismen på 65 pct. siden 2009. Men konkurrencen mellem storbyerne om at tiltrække turisterne og den forretning, der følger med, er stigende. En konkurrence, hvor København bl.a. konkurrerer mod Stockholm, Berlin og Amsterdam.

“Hovedstadens turisme står for 40 pct. af omsætningen i turismen i hele Danmark og bidrager med over 40 mia. kr. i omsætning og skaber job til over 48.000 borgere i hovedstadsregionen. Derfor går vi ekstremt meget op i, at de penge, vi årligt investerer i turismeudvikling gennem Wonderful Copenhagen, er givet godt ud. Så vi er stolte over, at vi ikke alene skaber flotte turismeresultater til hele Greater Copenhagen, til gavn for hele Danmark, men også er blandt de allerbedste i verden,” siger Sophie Hæstorp-Andersen, regionsrådsformand (S) i Region Hovedstaden.

Wonderful Copenhagen har en tre-årig resultatkontrakt med Region Hovedstaden, og det er i den forbindelse, at Wonderful Copenhagen er blevet evalueret af Destination Think!

Evalueringen fremhæver særligt Wonderful Copenhagen for sin tilgang til destinationsmarkedsføring og organisationens evne til at involvere turismeerhvervet i at skabe delbart content og kuratere de rigtige historier om destinationen. Men også Wonderful Copenhagens videnbaserede strategi for markedsudvikling fremhæves som i topklasse i globalt perspektiv.

“Evalueringen understreger, hvor afgørende det er for hovedstaden, at vi har en turismeorganisation med stort og stærkt lokalkendskab. Vi har skabt en virkelig velfungerende model med en erhvervsdrivende fond, som agilt kan samarbejde med både offentlige og private aktører. På den måde bliver vores basisfinansiering af Wonderful Copenhagen gearet ca. 5 gange, og det giver os meget mere turisme for pengene,” siger Sophie Hæstorp-Andersen.

Evalueringen tager bl.a. udgangspunkt i den udvikling, turismen gennemgår i disse år, og som gør op med traditionel turisme-markedsføring. Ifølge evalueringen er en destination ikke længere et brand, som turismeorganisationen skaber – derfor er førende turismeorganisationer rundt i verden ophørt med store generelle kampagner til fordel for 365 dages indsatser med interessebaseret indhold til sociale medier. Det er bl.a. tilpasningen til digitaliseringen og de store forandringer i turismen, der sikrer Wonderful Copenhagen de gode karakterer.

“Det er vigtigt for vores medlemmer inden for turismens værdikæde, at vi har en stærk turismeorganisation i hovedstaden i form af Wonderful Copenhagen, der er dedikeret og kan samle både større og mindre aktører i en fælles indsats. Vi er som metropol i så hård konkurrence mod de andre europæiske metropoler, hvoraf mange er billigere destinationer end her, at København og Danmark kun klarer sig ved at gøre det bedre end de andre. Derfor har det stor betydning for alle, at Wonderful Copenhagen er helt i top på global plan,” siger Jens Mathiesen, adm. dir. i Scandic Hotels og formand for Dansk Erhverv.

“Det er virkelig en flot anerkendelse af Wonderful Copenhagen, som gennem mange år har formået at samle erhvervet i en fælles indsats. Det er i høj grad derfor, København har klaret sig så flot turismemæssigt de sidste mange år. Det er afgørende for en by af Københavns størrelse, og for Danmark som helhed, at hovedstaden har en stærk turismeorganisation med stor opbakning fra både offentlige og private, ellers taber vi samlet til de andre europæiske destinationer, der ånder os i nakken,” siger Jens Zimmer Christensen, formand for HORESTA.

“Det er både sundt og selvfølgelig også specielt at skulle måles og vejes i forhold til andre markedsføringsorganisationer i verden, så selvfølgelig var vi spændte på, hvad evalueringen ville sige om os. Og ja, at blive fremhævet blandt de allerbedste turismeorganisationer i verden, er vi naturligvis meget stolte over. Og det er samtidig en ros til alle vores flere hundrede samarbejdspartnere, som dagligt er med til at gøre Danmarks hovedstad til en turismesucces til gavn for hele landet,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

I vurderingen af Wonderful Copenhagen skriver Destination Think! bl.a.:

“Efter at have arbejdet med mere end 320 organisationer, der laver destinationsmarkedsføring, for byer, regioner og lande fra hele verden, bekræfter Destination Think!, at Wonderful Copenhagen skiller sig ud som trailblazer. Det er en af de bedst perfomende organisationer, der laver destinationsmarkedsføring, som er blevet vurderet af Destination Think!. Når vi sammenligner Wonderful Copenhagen med det globale gennemsnit, er Københavns organisation til turismemarkedsføring blandt de bedste i verden. Wonderful Copenhagen er blandt top-5 af alle de destinationsmarkedsførings-organisationer, vi har vurderet og fører feltet i Europa.”

Evalueringen peger også på, hvor hovedstadens turismeorganisation kan fokusere mere for at blive endnu bedre. Det drejer sig bl.a. om at skabe en endnu bedre relation til borgerne på destinationen og fokusere endnu mere på skiftet mod en bæredygtig turismeudvikling.

Wonderful Copenhagen er en erhvervsdrivende fond, som blev etableret af staten, kommuner og det private erhvervsliv for 26 år siden. I dag samler Wonderful Copenhagen over 300 medfinansierende partnere i fælles, fokuserede indsatser med at tiltrække bl.a. kongresser, krydstogtskibe, nye flyruter, markedsføring af hovedstaden og udvikling af destinationen med henblik på at sikre den fremtidige forretning. Samtidig er Wonderful Copenhagen central aktør i turismesamarbejdet mellem land og by i Greater Copenhagen.

Fakta:

Sådan markedsfører Wonderful Copenhagen hovedstaden internationalt:

Wonderful Copenhagen markedsfører København internationalt med udgangspunkt i hovedstadens styrkepositioner og det, der er særligt kendetegnende for netop København, bl.a. byens berømte cykelkultur, liveability, design, arkitektur, bæredygtighed og gastronomi. Markedsføringen understøtter både tiltrækningen af ferieturister, kongresgæster og krydstogtrejsende.

Business to business, markedsfører Wonderful Copenhagen hovedstaden gennem internationale medier, messer, produktkendskabsture og salgsmøder samt bearbejdning af turoperatører, rejseagenter, rederier, mødekøbere og eventarrangører. Eks. var der alene i 2017 133 internationale infuencers og journalister på besøg med Wonderful Copenhagens mellemkomst. Og der blev bearbejdet 241 internationale turoperatører og rejseagenter, mens yderligere 700 turoperatører og rejseagenter gennemførte Wonderful Copenhagens online træningsprogram.

Business to consumer, markedsfører Wonderful Copenhagen hovedstaden digitalt gennem henholdsvis 365-dage-om-året kampagner internationalt i sociale medier og gennem markedsspecifikke destinationsmarkedsføringskampagner i forbindelse med etablering af nye flyruter. Derudover styrker Wonderful Copenhagen samarbejdspartnernes egen markedsføring gennem brug af data, viden om markeder og målgrupper og brug af rette digitale platforme.

Kontakt:

Wonderful Copenhagen
Uffe Hartmann
Mobil: 21 73 98 90
Mail: ufh@woco.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-rapport-danmarks-hovedstad-har-en-af-verdens-fem-bedste-turismeorganisationer?releaseId=12777834

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu