PRM / Ny rapport om oplevelsesøkonomiske centre

3. juli 2018 11:07 | Af: Ritzau Info
 

I forlængelse af planlovaftalen “Et Danmark i bedre balance” blev der sidste år nedsat en arbejdsgruppe, som fik til opgave at undersøge barrierer og muligheder for at udvikle oplevelsesøkonomiske centre i Danmark.

Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Erhvervsministeriet, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og otte kommuner. Og samme arbejdsgruppe er nu klar med i alt 16 anbefalinger inden for de fire overordnede temaer: Adgangsforhold, planlægning, reguleringsmæssige rammer og samarbejdsformer.

I rapporten peger arbejdsgruppen overordnet på, at der ikke er store barrierer for at udvikle oplevelsesøkonomiske centre i Danmark. I den forbindelse fremhæver arbejdsgruppen blandt andet, at planloven i dag giver kommunerne en god ramme for at arbejde med udvikling af oplevelsesøkonomiske centre.

Der er derfor primært behov for mindre tilpasninger og praksisændringer hos de statslige og kommunale myndigheder. Derudover kan effekterne af nye eller eksisterende oplevelsesøkonomiske centre med fordel indgå i prioriteringen af nye infrastrukturprojekter.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

“Danskerne forbruger oplevelser som aldrig før, og mange kommuner ser derfor et vækstpotentiale i at arbejde strategisk med at udvikle oplevelsesøkonomiske centre.Det arbejde vil regeringen selvfølgelig meget gerne være med til at understøtte. Og den positive forskel, vi blandt andet kan gøre, er i forhold til at have et konstruktivt samarbejde mellem kommunerne og de statslige myndigheder. Her skal vi i staten blive bedre til at være løsningsorienterede, når vi er i dialog med kommunerne eller arrangørerne af oplevelsesøkonomiske aktiviteter.”

Flere kommuner bruger udviklingen af oplevelsesøkonomiske centre, som et strategisk værktøj til at drive en positiv samfundsudvikling. Et eksempel er Horsens Kommune, som ved at transformere det gamle statsfængsel til et oplevelsescenter har formået at skifte image fra at være en fængselsby til at være en oplevelsesby. Sådan en udvikling er både til gavn for byens borgere, det lokale erhvervsliv og for turisterne.

Arbejdsgruppen peger samtidig på, at det er vigtigt, at et oplevelsesøkonomisk center er funderet på en god business case. Ikke alle steder har lige stort potentiale som oplevelsesøkonomisk center. Det oplevelsesøkonomiske center skal blandt andet differentiere sig fra de andre oplevelsestilbud på regionalt, nationalt og internationalt niveau.

Fakta

Oplevelsesøkonomiske centre ergeografisk afgrænsede områder med særlige stedbundne kvaliteter. Det kan for eksempel være historiske områder, attraktive by- eller landområder eller steder med en helt særlig oplevelsesprofil.

I 2015 omsatte oplevelsesindustrien i Danmark for ca. 148 mia. kr. og beskæftigede godt 100.000 fuldtidsstillinger fordelt i hele landet.

For yderligere kontakt:

Presserådgiver Ditte Vibe Petersen, Erhvervsministeriet, tlf. 91 33 70 97 / divipe@em.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-rapport-om-oplevelsesokonomiske-centre?releaseId=13165760

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu