PRM / Ny vejledning i dimensionering af trelagsruder

26. juni 2018 13:28 | Af: Ritzau Info
 

Opdateret SBi-anvisning giver metode til at beregne styrken af de trelagsruder, som efterhånden er blevet standard i dansk byggeri

Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København har netop opdateret SBi-anvisning 215 om dimensionering af glas i klimaskærmen. Dette sker blandt andet for at besvare spørgsmålet om, hvordan man skal beregne styrken af de højisolerende trelagsruder, som efterhånden er blevet standard ved både nybyggeri og renovering.

Trelagsrudernes energibesparende fordele medfører nemlig nye udfordringer ved beregning af glaslagenes styrke. Dette skyldes, at luften mellem glaslagene ændrer volumen med temperaturen. Med to hulrum er volumenændringen og dermed også udbøjningen større i trelagsruder end i tolagsruder.

Konkrete eksempler

SBi-anvisning 215 beskriver de grundlæggende retningslinjer for styrke- og stivhedsberegninger for forskellige glas- og rudetyper, som de forventes at blive i en kommende europæisk standard på området.

Bagerst i SBi-anvisningen findes et omfattende appendiks med en række konkrete eksempler på fastsættelse af glaslagenes tykkelse ved dimensionering af både to- og trelagsruder. I den nye udgave er dette appendiks udbygget med beregningseksempler for de mest anvendte typer af trelagsruder.

Opdateringen er sket i samarbejde med byggeriets parter, heriblandt Glarmesterlauget, Glasindustrien, Vinduesindustrien, Alufacadesektionen i Dansk Byggeri samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Den nye udgave af SBi-anvisning 215 om dimensionering af glas i klimaskærmen kan købes via www.sbi.dk/215.

Kontakt:

Yderligere oplysninger kan fås hos forskningschef Ruut Peuhkuri på tlf. 9940 2367 eller rup@sbi.aau.dk.

Illustrationer kan frit downloades til redaktionel brug på betingelse af kreditering som anført.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-vejledning-i-dimensionering-af-trelagsruder?releaseId=13112710

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu