ANNONCE

PRM / Nybagt millionær vil gerne finde en kæreste

6. august 2020 09:16 | Af: Ritzau Info
 

Manden er i 60’erne og har aldrig haft held med damerne. Det håber han, at en Lotto milliongevinst kan lave om på.

Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

Efter 30 år og utallige systemspil med Lotto lykkedes det endelig en mand i 60’erne med flair for matematik at vinde den store gevinst på 3.036.575 kr.

Den heldige vinder har som fast ritual lørdag og søndag morgen at tjekke vindertallene for henholdsvis Eurojackpot og Lotto. Han har spillet r 36 systemet på Lotto, lige siden det blev muligt at købe lotterikuponerne for snart 31 år siden. Det fortæller han, da han tirsdag formiddag – et par dage efter, han har vundet, besøger Danske Spil for at aflevere sit præmiebevis og sin vinderkupon.

Da han ankommer til hovedsædet i Brøndby, holder han krampagtigt godt fast i en sort skuldertaske, som han åbner med let rystende hænder.

-Denne taske har siddet som limet fast på mig siden tidligt søndag morgen. Jeg har simpelthen ikke turdet lægge den fra mig, fordi jeg var så bange for, at nogen ville stjæle kuponen fra mig, fortæller han.

Men tilbage til søndag morgen, hvor vinder nr. 3698 opdagede, at han på en nat var blevet millionær.

-Jeg vågner generelt meget tidligt. Så klokken var kun seks, da jeg loggede på min computer. Jeg har ikke en smart telefon, hvor jeg lige kan se alting, forklarer han, og fremviser en Samsung telefon, der er fra dengang, man kun brugte telefon til at ringe og sende sms’er.

-Jeg tjekkede rækkerne og pludselig ser jeg, at der er syv rigtige. SYV RIGTIGE. Plus nogle andre rækker med gevinst. Mit hjerte hoppede og sprang, og det gjorde min krop vel egentlig også. Samtidig kom en blanding mellem et hyl og et skrig. Det hele boblede indeni, og jeg måtte bare dele det med nogen, siger han.

Dog vidste han godt, at det var alt for tidligt til, at han kunne tillade sig at vække sin søster, der er hans nærmeste familie.

-Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Da klokken endelig blev otte, ringede jeg. Hun tog ikke telefonen. Så ventede jeg helt til kl. 12. Der tog hun den stadig ikke. Jeg kunne ikke holde mig i ro, så jeg var nødt til at gå ud at handle, lyder det.

Faktisk var det først dagen efter søsteren ringede tilbage, så den heldige vinder fik slet ikke sovet natten mellem søndag og mandag.

-Jeg sov faktisk heller ikke i nat. Så jeg ved godt, jeg har lidt røde øjne, undskylder han.

Den nybagte millionær fortæller, han er single. Faktisk har han aldrig haft en kæreste. Han vil som sådan gerne have en at dele livet med. Men ifølge ham selv, har han bare aldrig haft rigtigt held med damerne.

-Altså, jeg er jo meget alene. Så jeg kunne da godt savne en at rejse med og så videre. Især nu. Omvendt har jeg venner, der har kærester, og de skændes hele tiden. Så måske er jeg ikke gået glip af noget, lyder det pragmatisk.

Alligevel er der bestilt tid hos barberen, så han kan komme til at se ud som den millionær, han nu er. Ligesom garderoben skal skiftes helt ud.

-Gevinsten er jo en god baggrund for, at jeg går ind i et nyt kapitel i mit liv. Siden jeg blev hjemsendt fra militæret, har jeg kun været glatbarberet en enkelt gang. Det var til min fars begravelse. Så det er altså kun ved store skelsættende begivenheder, jeg lader skægget falde, siger han med et grin.

Endnu har manden ganske beskedne ønsker for, hvad han vil bruge gevinsten på.Han vil starte med at få en ny telefon, så han kan følge lidt med tiden. Dertil kommer hans store passion.

-Jeg har en stor interesse for tegneserier på nettet, hvor man samtidig støtter tegnerne med donationer. Så der tror jeg, at jeg vil bruge mere tid og penge, end jeg gør i forvejen. Og så vil jeg gerne opgradere mit Tivolikort til Guldkortet. Jeg elsker at gå rundt derinde i den fine have og tage et hvil i Viften med æblekage på tallerkenen og en Irish Coffee. Jeg kan ikke udelukke, at jeg så samtidig sidder og kigger efter, om der kommer en sød dame forbi. Det kunne jo være sjovt at prøve kræfter med kærligheden, lyder det.

Den heldige vinder skal have fornyet sit pas, da han gerne vil ud at rejse nu. Hans sidste udlandstur var til London i 1997 sammen med sin mor.

-Jeg vil egentlig gerne til Rom. Min yndlingsdrink er rom og cola. Så nu kunne jeg faktisk godt tænke mig at prøve at drikke en cola i Rom. Problemet er bare igen, at jeg ikke har så meget lyst til at rejse alene. Men så kan jeg måske invitere min søster og hendes mand med. Det har jeg jo råd til nu, siger og han og forklarer, at han nok lige skal have et par dage, inden det synker helt ind, at han kan gå rundt og kalde sig millionær.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nybagt-millionaer-vil-gerne-finde-en-kaereste?releaseId=13597571

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu