PRM / Nye betjente er på skolebænken i Egon Olsens gamle fængsel

25. oktober 2018 09:21 | Af: Ritzau Info
 

33 transportbetjente er kommet gennem nåleøjet og startede den tredje september uddannelse i Vridsløselille Fængsel. Her er de i fuld gang med at lære at håndtere den virkelighed, der snart bliver deres, når de skal transportere indsatte rundt i landet. En opgave der er noget mere kompleks, end den umiddelbart lyder.

Pressemeddelelse fra Fængselsforbundet

“Dagens kodeord er ‘cykel’, hvis I hører det, så stop med det samme,” siger Kim R. Frederiksen til hold A, der sidder klar i klasselokalet i Vridsløselille Fængsel. På deres skema står i dag scenarietræning, hvor eleverne vil blive prøvet i virkelighedsnære konflikter med indsatte spillet af professionelle skuespillere. Det er dem, der har brug for et kodeord, hvis situationen udvikler sig lidt for voldsomt.

“Ellers vil jeg bare sige, at I skal tænke jer om og huske, hvad I har lært,” siger underviseren og deler stave, håndjern og peberspray ud til de uniformerede elever.

Kim R. Frederiksen kommer fra en stilling som fængselsbetjent i transportafdelingen i Vestre Fængsel og er nu midlertidigt ansat som uddannelseskonsulent. Han står sammen med en kollega for scenarietræningen.

“Lige om lidt skal eleverne transportere forskellige typer af indsatte fra fængsel til arrest, ret eller til besøg. Alle de situationer, vi bruger i træningen er taget direkte fra virkeligheden, og der er en del udfordringer og overraskelser undervejs,” siger Kim R. Frederiksen til fagbladet og viser vej til den del af fængslet, der danner ramme om dagens træning.

Small talk og skærpet opmærksomhed
“En del af transportopgaven består i at søge informationer om den indsatte, før de tager ham eller hende med, så de ved, hvad det er for en type indsat. Men det handler også om kommunikation og small talk undervejs, så det kan blive en god oplevelse for den indsatte,” hvisker Kim, mens transportbetjentene i hold af fire eller fem kommer ind i fængslet for at løse den opgave, de har fået.

Det første hold skal have ‘Bjarne’ med. Han er gangmand og vil godt lige feje færdig først: “Der skal være helt rent. Ellers bliver Ali sur,” siger skuespilleren og nægter at følge med.

“Vi ser også på, hvordan eleverne taler med de indsatte og skaber en tryg situation. Lige her ville det være det helt rigtige, hvis holdet opsnappede Bjarnes kommentar og giver det til det hold, der transporterer Ali, for den siger noget om, hvad han er for en indsat,” siger Kim.

Senere er det Alis tur til at komme ud på en køretur, og det lykkes ham at stikke af. Eleverne er dog hurtige til at få ham indfanget og fulgt i retten.

Alle holdene skal transportere alle indsatte og har en lang og hård dag foran sig. Efter hver løst opgave får de feedback af både undervisere og den skuespiller, som agerer indsat.

‘Se, vi går allerede i formation’
Et andet sted i Vridsløselille, nemlig i en lille nyindrettet træningshal, er hold B i gang med at øve konflikthåndtering i sin mere fysiske form.

To af dem er Jonas(21) og Thine (32), der begge skal arbejde i den nye transportenhed i Vestre Fængsel, når de ti ugers skolegang er slut. For kort tid siden var Jonas i gang med en optagelsesproces på Politiskolen.

“Nu er jeg gået helt væk fra tanken om at være i politiet. Det det her, jeg vil. Det er kommet som en overraskelse for mig, hvor meget, vi har med de indsatte at gøre, og hvor meget, det handler om at kunne aflæse andre mennesker,” siger han.

Thine har en jurabaggrund og har været mange år i hotelbranchen.

“Jeg har det på samme måde som Jonas. Det har rørt mig meget, hvor stor en del af det her arbejde, der handler om at have med mennesker at gøre. Det er ikke bare ren transport og kontrol. Jeg kan også mærke en stærk korpsånd allerede. Vi har virkelig hinandens ryg og passer på hinanden. Det mærker man i scenarietræningen,” siger hun.

Hvis Thine og Jonas skal pege på noget, der plager dem lidt, er det, at det hele tiden ligger lidt i luften, at de senere i karrieren skal videreuddanne sig til fængselsbetjente.

“Vi har jo søgt ind på transportbetjentuddannelsen, fordi det er det her, vi gerne vil, ” siger Jonas, og Thine supplerer: “Vi ser os selv som en eliteenhed, der er sat i verden for at løse den specifikke opgave det er at transportere de indsatte. Det er det, vi vil være dygtige til.”

De to transportbetjentelever følger fagbladets udsendte ud gennem porten og helt umærkeligt placerer de sig, så én går foran og en anden bag.

“Se, Thine. Vi går allerede helt automatisk i formation,” siger Jonas.

Fakta om transportbetjentuddannelsen

De nye transportbetjente er først igennem 10 ugers skolegang, der består af 60 procent teori og 40 procent praksis.

De otte underviserne på uddannelsen er fængselsbetjente.

Efter de ti ugers skole skal transportbetjentene ud på deres respektive arbejdspladser i Kolding, Hobro eller København. Her følges de med en fast makker de første to måneder, og under hele forløbet har de en praktikvejleder.

Et nyt hold transportbetjente starter første december og endnu et starter første marts.

Efter de ti ugers skole skal transportbetjentene ud på deres respektive arbejdspladser i Kolding, Hobro eller København. Her følges de med en fast makker de første to måneder, og under hele forløbet har de en praktikvejleder.

Et nyt hold transportbetjente starter første december og endnu et starter første marts.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-betjente-er-pa-skolebaenken-i-egon-olsens-gamle-faengsel?releaseId=13562955

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu