ANNONCE

PRM / Nye svømmefaciliteter: Op mod 60 mio. kr. skal findes i budgetforlig 2021

30. juni 2020 22:27 | Af: Ritzau Info
 

Partierne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og et flertal i Venstre har indgået en hensigtserklæring om at finde op mod 60 mio. kr. ekstra i budgetforlig 2021 til nye svømmefaciliteter i Næstved.

Pressemeddelelse fra Næstved Kommune

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og et flertal i Venstre er enige om, at det er vigtigt for Næstved Kommune at kunne tilbyde borgere og gæster attraktive og moderne svømmefaciliteter, der rummer både plads til eliteidræt, breddeidræt, motion, wellness samt familieaktiviteter, leg og morskab. Partierne har derfor indgået en hensigtserklæring om at finde op mod 60 millioner kroner i det kommende budgetforlig for 2021. Det gør de med henblik på at udvide det nuværende svømmehalsprojekt, som er indstillet af byggeudvalget og kulturudvalget, hvor de 8 x 25 meter baner bliver erstattet med 8 x 50 meter baner.

Partierne ønsker, at den nye svømmehal er et fremtidssikret tilbud til borgerne i Næstved mange år frem, og derfor er det afgørende at afsætte det nødvendige beløb til at bygge tidssvarende og med fokus på rette indhold. Der skal desuden sikres, at der senere vil være mulighed for at supplere anlægget med andre idrætsaktiviteter.

– Jeg er meget glad for, at så mange i byrådet er indstillet på at finde pengene i de kommende budgetforhandlinger, og at der er så stor velvilje omkring det. Med denne løsning tilgodeser vi alle borgere i Næstved Kommune. Vi sikrer en udvidet åbningstid til den brede befolkning, og der vil også være plads til eliten. Så jeg er meget glad for, at vi har landet denne her aftale, og dermed har fremtidssikret svømmefaciliteterne i Næstved, lyder det fra Linda Frederiksen, formand i Kultur- og Demokratiudvalget samt Byggeudvalget.

Henset til investeringens og forhøjelsens størrelse, skal byggeudvalget revurdere og korrigere i det kommende byggeprogram, de muligheder og anvendelser, som det nye beløb giver med henblik på at imødekomme så mange brugere og brugergrupper som muligt.

De nye svømmefaciliteter i Næstved forventes at stå færdige i anden halvdel af 2023.

Kontakt:

Linda Frederiksen, formand for Kultur- og Demokratiudvalget og Byggeudvalget, tlf. 2024 8578, mail: lifre@naestved.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-svommefaciliteter-op-mod-60-mio-kr-skal-findes-i-budgetforlig-2021?releaseId=13596242

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu