PRM / Nyhedsvaner sættes under lup

7. maj 2018 10:00 | Af: Ritzau Info
 

Forskere vil i et nyt projekt kaste lys over den digitale journalistiks potentiale i fremtiden samt øge forståelsen af, hvad der får folk til at vælge og fravælge nyheder.

Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

Mediebilledet er i disse år under voldsom forandring. De traditionelle nyhedsmedier kæmper for at forstå, hvordan de kan tiltrække og fastholde nyhedsbrugere, samtidig med at de har brug for at genopfinde deres forretningsmodel, hvis de skal overleve i fremtiden. I et nyt forskningsprojekt, som Danmarks Frie Forskningsfond netop har støttet med 5,4 mio. kr., vil lektor Chris Peters fra Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet København og professor Kim Christian Schrøder fra Roskilde Universitet derfor undersøge, hvorfor og hvordan nyheder bliver vigtige for brugerne i dagligdagen og i løbet af deres liv.

– Der er meget på spil, når det gælder om at forstå nyhedsbrugerne. Deres brug af nyheder i hverdagen danner nemlig fundamentet for alt fra journalistikkens økonomiske muligheder til dens demokratiske betydning og samfundsmæssige rolle. Ikke desto mindre er der kun i begrænset omfang forsket i, hvorfor folk bliver nyhedsbrugere, hvordan de opbygger deres nyhedsrepertoirer, og hvordan disse repertoirer ændrer sig over tid . Vi ønsker med dette projekt at forstå betingelserne for, at nyheder opleves som meningsfulde, siger Chris Peters, som står i spidsen for det nye projekt.

Potentialet i digital journalistik

I den forbindelse vil forskerne over de kommende fem år samarbejde med både internationale kollegaer og danske medievirksomheder for at kaste lys over brugerdimensionen ved den digitale journalistik.

– Vi ønsker at skabe ny viden om, hvordan folks brugsmønstre for nyheder på tværs af teknologiske platforme er med til at forme vilkårene for fremtidens nyhedsformidling, men samtidig vil vi også gerne bidrage til at nyfortolke journalistikkens demokratiske rolle og mediernes forretningsmodeller, understreger Chris Peters.

Fakta:

– Det aktuelle forskningsprojekt hedder “Beyond the Here and Now of News”
– Danmarks Frie Forskningsfond har støttet projektet med 5.383.171 kr.

Kontakt:

Chris Peters på tlf.: 29 92 33 30 eller på e-mail: cjpeters@hum.aau.dk
Pressekontakt på AAU Susanne H. Knudsen på tlf.: 29 60 98 72 eller på e-mail: shk@hum.aau.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyhedsvaner-saettes-under-lup?releaseId=12783564

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu