ANNONCE

PRM / Nyt Center for Industriel Mekanik på vej i Sønderborg

25. februar 2020 08:59 | Af: Ritzau Info
 

SDU går sammen med Bitten & Mads Clausens Fond, LINAK, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune om at oprette et nyt Center for Industriel Mekanik (CIM) med forskning, nye laboratorier og tilhørende ingeniøruddannelser inden for mekanikområdet. Den samlede investering beløber sig til mere end 93 mio. kr. frem mod 2030.

Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

Den 24. februar underskrev repræsentanter fra SDU, Bitten &Mads Clausens Fond, LINAK, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune en aftale om oprettelsen af Center for Industriel Mekanik.

Centeret skal rumme nye uddannelser inden for mekanikområdet på diplom-, bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau samt unikke laboratoriefaciliteter og en forskningsenhed i international topklasse inden for mekanik.

Industrien skriger på ingeniører
Trods stigende optag på landets ingeniøruddannelser over de senere år kommer Danmark til at stå over for massiv mangel på højtuddannet teknologisk arbejdskraft i 2025 og frem. Det nye center oprettes for at imødegå manglen på ingeniører, således at virksomhederne kan fastholde produktionen i Danmark.

Med forskning i verdensklasse, eftertragtede uddannelser og industrielt samarbejde kommer CIM til at underbygge de førerpositioner, Syddanmarks virksomheder har på de globale markeder. Det vil samtidig styrke den bæredygtige udvikling, virksomhedernes indsatser generelt fokuserer på.

Med etableringen af CIM styrkes vidensniveauet og økosystemet inden for produkter såsom elbiler, vindmøller og robotter.

Succes avler succes

Det er ikke første gang, at de fem parter går sammen om at oprette et center. I oktober sidste år blev Center for Industriel Elektronik (CIE) indviet. CIE har på rekordtid etableret sig som et fyrtårn inden for effektelektronik og bevist, hvad offentlige instanser som Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og SDU kan udrette i samarbejde med globale virksomheder som Danfoss og LINAK.

Der er enestående muligheder for synergieffekter mellem de to centre, som blandt andet kan hjælpe til med at fremme de grønne løsninger, som klimaforandringerne kræver. Center for Industriel Mekanik vil med uddannelser og forskning bl.a. understøtte virksomheder inden for vindindustrien, e-mobilitetsbranchen og energieffektivisering.

Det er målet for Center for Industriel Mekanik at opbygge forskningsfaciliteter og tilknytte en international anerkendt forskergruppe på 30+ medarbejdere frem mod 2030. Centeret sikrer på den måde virksomhedernes adgang til forskningsbaseret viden.

Faktaboks

  • En prognose udarbejdet af Danmarks teknologiske Alliance for Engineer the Future konkluderer, at Danmark kommer til at stå over for massiv mangel på højtuddannet teknologisk arbejdskraft i 2025.
  • Beregninger foretaget af Ingeniørforeningen IDA for Engineer the Future slår fast, at der kommer til at mangle 10.000 STEM-kandidater i 2025 (STEM: Science, Tech, Engineering, Math). Heraf vil der mangle 6.500 civil- og diplomingeniører.
  • Energiteknologi står for næsten 18 procent af den samlende danske vareeksport, men virksomhederne inden for energieffektivitet fattes ingeniører – især inden for elektronik, mekatronik og mekanik. Derfor giver det mening at uddanne ingeniørerne i Sønderborg netop dér, hvor der er brug for dem.
  • Den samlede investering beløber sig på mere end 93 mio. kr. frem mod 2030.
  • Region Syddanmarks bidrag består i at afsøge muligheder og ansøgninger til eksterne fonde med henblik på at finansiere 18.600.000 kr. gennem ekstern finansiering.

Citater:

Bent Jensen ejer og CEO LINAK:

“LINAK oplever en stigende efterspørgsel globalt på de teknologier og produkter, vi leverer. For at sikre vores konkurrenceevne på lang sigt, er det helt afgørende, at vi kan være på forkant med udviklingen inden for et bredt udsnit af teknologier. Vi har derfor både brug for et godt samarbejde med universitetet i forbindelse med forskningsaktiviteter og at kunne ansætte medarbejdere med de rette kompetencer til at udvikle vores produkter.”

Vi har godt 250 ingeniører ansat her på Als og opgaven med at tiltrække eksempelvis maskiningeniører har længe været en udfordring for os. Etableringen af CIM vil derfor have afgørende betydning for vores muligheder i fremtiden.

Peter M. Clausen, Bitten & Mads Clausens Fond

“Jeg glæder mig fantastisk over det gode samarbejde, vi har med parterne i CIE og den positive effekt, det har på antallet af studerende på SDU i Sønderborg. Det samarbejde bærer vi videre i CIM, og jeg er overbevist om, at det vil få samme positive effekt på antallet af studerende i regionen. CIM er et projekt, der sikrer områdets virksomheder den nødvendige og længe savnede adgang til nye kompetencer såvel som til fremtidens teknologiske løsninger, alt sammen i et langsigtet perspektiv.”

Erik Lauritzen, Borgmester, Sønderborg Kommune:
“Vi har en række internationale virksomheder i Sønderborg Kommune, som efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Med det nye center vil flere blive uddannet her, hvor de skal bruges, og erfaringerne viser, at ingeniører uddannet i Sønderborg i høj grad bliver i området efter endt uddannelse. Samtidig er skaber centret et endnu bredere udbud af uddannelser, som cementerer vores position som en attraktiv uddannelsesby.”

Dekan Henrik Bindslev, Syddansk Universitet:
“Med etableringen af først Center for Industriel Elektronik og nu Center for Industriel Mekanik har vi fået en enestående mulighed for at samarbejde med virksomhederne der, hvor de oplever et særligt behov. Med dette tiltag får SDU Sønderborg nu forskning på højt internationalt niveau og tilhørende uddannelser inden for elektronik over mekatronik til mekanik. Nu dækker vi hele paletten. Det giver et sammenhængende sæt af kompetencer inden for netop de områder, hvor regionens virksomheder er verdensførende, herunder industriel automation, e-mobilitet, hydraulik, robotter og vindmøller.”

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark:

“Det giver rigtig meget mening at samarbejde om den nye uddannelse på mekanikområdet. Dels giver den syddanskerne mulighed for at uddanne sig i hele regionen, dels er uddannelse og forskning inden for mekanik med til at skrue op for klimaindsatsen og ned for CO2-udslippet. Og det er præcis nogle af målene i vores nye udviklingsstrategi, som har FN’s Verdensmål som ramme.”

Kim Fausing, Danfoss A/S:
“Vi ser et stigende globalt fokus på at løse de klimaudfordringer, som vi står overfor. Her spiller vores energieffektive teknologier en afgørende rolle. Danfoss har aldrig været mere relevant. For at vedblive at være relevant for fremtiden har vi brug for stærke ingeniøruddannelser.”

Kontakt:

SDU:
Prof. Henrik Bindslev
T +45 65 50 73 02
M +45 93 50 71 10
hebi@tek.sdu.dk

Sønderborg Kommune
Borgmester Erik Lauritzen
Telefon: 27 90 02 06
borgmester@sonderborg.dk

Region Syddanmark
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V)
tlf. 25 33 09 82.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-center-for-industriel-mekanik-pa-vej-i-sonderborg?releaseId=13588736

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu