PRM / Nyt komfur til forsamlingshuset

12. november 2018 09:52 | Af: Ritzau Info
 

Det er nu blevet lettere at lave mad i Bøstrup Forsamlingshus – og mere attraktivt at leje huset. Sparekassen Kronjylland har nemlig givet forsamlingshuset et helt nyt industrikomfur.

Pressemeddelelse fra Sparekassen Kronjylland

− Det er et hus, der bliver brugt flittigt, og hvor der ofte er behov for at tilberede mad. I løbet af et år bliver der cirka afholdt 40 arrangementer i forsamlingshuset udover vores månedlige fællesspisninger. Vi er derfor rigtig glade for støtten, fortæller John Nielsen, der er kasserer i forsamlingshuset.

Sparekassen Kronjylland har givet 13.000 kroner fra sin gavefond til det nye indkøb:

− Vi har valgt at støtte forsamlingshuset, da vi ved, at det er et vigtigt og meget værdsat samlingspunkt i lokalområdet. Aktiviteterne i huset er uden tvivl med til at styrke sammenholdet i området, ligesom det er med til at gøre området mere attraktivt at bo i. Helt konkret gør det nye komfur det nemmere for husets brugere at lave mad, ligesom huset bliver mere attraktivt at leje ud. For områdets borgere og ildsjæle betyder det også, at de får et opdateret forsamlingshus, der følger med tiden, og som de kan være stolte af. Det vil vi alt sammen gerne være med til at støtte op om, fortæller Tina Susanne Nordsted, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Hammel.

Udover at Bøstrup Forsamlingshus huser forskellige aktiviteter og bliver lejet almindeligt ud, er huset også begyndt på udleje til unge gæster. En gruppe, som ellers kan have svært ved at finde et sted at holde fest. Kassereren bemærker:

− Det gør bestemt ikke noget, at de unge lærer at bruge det snart 85 år gamle forsamlingshus og får et godt forhold til det. Det er et hus, vi skal kunne bruge fra vugge til grav – også fremover.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-komfur-til-forsamlingshuset?releaseId=13563992

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu