ANNONCE

PRM / Nyt marsvin fanget fra naturen til et liv i fangenskab

30. oktober 2020 11:17 | Af: Ritzau Info
 

Dyreorganisation raser over, at man i Danmark har indfanget endnu et marsvin, der skal tilbringe resten af livet i fangenskab i Fjord og Bælt.

Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

Hvalen Saga er blevet fanget i et bundgarn nær Korsør, og det betyder, at det kun etårige marsvin nu kan se frem til at tilbringe resten af livet i fangenskab i Fjord og Bælt i Kerteminde.

Her svømmer den nu rundt sammen med 25-årige Freja, som har tilbragt de sidste 23 år af sit liv i et havnebassin, der langt fra lever op til hvalernes naturlige leveområder. Det har vakt kritik hos dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection Danmark.

“Vi er ikke i tvivl om, at Fjord og Bælt prioriterer at passe på deres dyr. Det ændrer dog ikke på, at videnskabsbaseret forskning og etiske argumenter tydeligt viser, at det er umuligt at tilbyde marsvin og andre hvaler i fangenskab forhold, som tilnærmelsesvis lever op til deres naturlige leveområder,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

I naturen lever hvaler i områder, der som minimum overstiger 100 kvadratkilometer. Marsvinet kan dykke ned til 200 meters dybde og svømmer op til 300 meter på et minut. Anlægget i Fjord og Bælt dækker til sammenligning et område på omkring 600 kvadratmeter.

Fjord og Bælt har længe arbejdet på at få endnu et marsvin ind. De har tidligere selv forsøgt at avle egne kalve, men de fleste døde blot få dage efter fødslen. Kun én formåede at leve længere, men døde i en alder af fem år. Da de ikke har haft succes med at opretholde egen bestand, fik de senest i 2017 tilladelse af Miljøstyrelsen til at indfange marsvin i det fri.

De henholder sig til, at dyrene bruges til forskning, men det argument mener man i dyrebeskyttelsesorganisationen ikke berettiger til at holde dyr fanget på den måde.

“Det er helt uacceptabelt at indfange vilde marsvin i naturen for at udstille dem i Fjord og Bælt, også selvom de eventuelt skal indgå i forsøg af og til. Vi er af den overbevisning, at forvaltning af vilde marsvin i anno 2020 fint kan foregå uden forsøg på marsvin, der holdes i fangenskab i Danmark. Det er grotesk, at marsvin indsamles i naturen med henblik på hold i fangenskab og fremvisning til publikum. Det er slet ikke til at forstå, at Danmark tillader den slags, når vi samtidig anerkender, at dyr er sansende væsner,” siger Gitte Buchhave.

Kontakt:

Pressechef Lisbeth Kjær Larsen tlf.: +45 26136935 email: lisbethkjaer@worldanimalprotection.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-marsvin-fanget-fra-naturen-til-et-liv-i-fangenskab?releaseId=13603453

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu