ANNONCE

PRM / Nyt topmoderne gymnasium slår dørene op i Albertslund

30. april 2020 12:56 | Af: Ritzau Info
 

NEXT Vestskoven Gymnasium bliver med sine seks etager og alle fire gymnasieuddannelser et uddannelsesmæssigt vartegn i Albertslund og på hele Vestegnen.

Pressemeddelelse fra NEXT Uddannelse København

Gymnasiet er spritnyt, men det er eleverne til gengæld ikke, når NEXT Vestskoven Gymnasium på mandag for første gang slår dørene op. Det er nemlig afgangseleverne fra NEXT Albertslund Gymnasium, som bliver de første til at indtage klasseværelserne.

Åbningen af det nye gymnasium bliver samtidig et farvel til Albertslund Gymnasium, der ændrer navn og flytter fra den gamle et-plansbygning i Løvens Kvarter ind i den spritnye 6-etagers bygning i Liljens Kvarter – kun et stenkast derfra.

Gymnasium i kraftig vækst

Byggeriet har været i gang siden efteråret 2018og er gået helt efter planen. Det færdige resultat er et gymnasium på over 10.000 m2 med topmoderne laboratorier, tagterrasse med boldbane og plads til mere end 800 elever. Rektor Trine Ladekarl Nellemann ser frem til at flytte ind, og hun glæder sig særligt over, at gymnasiet efter flere år med stigende ansøgningstal kan fylde gymnasiet helt op med elever.

– Vi har i de seneste år været inde i en rivende udvikling, hvor vi blandt andet har åbnet både en hhx- og htx-afdeling, så vi nu udbyder alle fire gymnasieuddannelser. Samtidig har vi oplevet en kæmpe interesse fra unge i området, så stx og hf også er vokset. Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde eleverne nye og tidsvarende faciliteter, fortæller Trine Ladekarl Nellemann, som på få år har oplevet, at gymnasiet er fordoblet i elevtal og i år har modtaget 432 1.prioritetsansøgninger.

Afgangseleverne afslutter i nye rammer

Gymnasiet bliver dog ikke fyldt helt op i første omgang, da Corona-krisen har bevirket, at det kun bliver afgangseleverne, der flytter ind. Trine Ladekarl Nellemann er dog glad for, at afgangseleverne når at afslutte deres uddannelse i de nye rammer:

– Vi ville selvfølgelig helst have åbnet med et brag for alle årgange. Når det nu ikke kan være anderledes, er vi faktisk rigtig glade for, at det er vores afgangselever, der får lov at flytte ind. Det er først og fremmest for deres skyld, at vi har planlagt indflytningen i foråret og ikke til august, når det nye skoleår begynder. De har nemlig haft et brændende ønske om at blive studenter på det nye gymnasium, forklarer Trine Ladekarl Nellemann og fortsætter:

– Det har været vigtigt for os at involvere både elevrådet og lærerne i udviklingen af kulturen, værdierne og traditionerne på Vestskoven Gymnasium, og det skal nok blive godt – rigtig godt, siger den forventningsfulde rektor med et stort smil.

En del af større satsning på Vestegnen

På NEXT Uddannelse København, som gymnasiet er en del af, glæder administrerende direktør Ole Heinager sig over de nye faciliteter, der er en del af en større satsning på ungdomsuddannelsesområdet i Albertslund og på Vestegnen generelt:

– Vi er stolte over at åbne et stort, topmoderne gymnasium, som giver unge i Albertslund og på Vestegnen de bedste forudsætninger for at tage en gymnasieuddannelse. Det er vigtigt, at de unge har et stærkt lokalt tilbud, fordi det er med til at hæve uddannelsesniveauet generelt på Vestegnen, forklarer Ole Heinager, der samtidig sender ros til Albertslund Kommune:

– Det er et kæmpe projekt at bygge et nyt gymnasium, og her kan jeg bare konstatere, at Albertslund Kommune har været en perfekt samarbejdspartner for os. Der er ingen tvivl om, at de har uddannelse højt på dagsordenen, og det sætter vi naturligvis stor pris på, slutter Ole Heinager.

Den officielle indvielse af Vestskoven Gymnasium finder sted i efteråret, når de sundhedsmæssige forhold tillader det. Åbningen for de første elever sker mandag den 4. maj fra kl. 8.00, hvor der vil være velkomst, rundvisning og derefter fysisk undervisning, så eleverne bliver klar til eksamen. Pressen er velkommen.

Kontakt:

Claus Voldum, presse og kommunikationskonsulent
mail:cvo@nextkbh.dk
tlf.: 23373060

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-topmoderne-gymnasium-slar-dorene-op-i-albertslund?releaseId=13592621

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu