ANNONCE

PRM / Odder Kommune får ros for at skrue op for hastigheden på byggetilladelser

26. august 2020 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Odder Kommune er blevet hurtigere til at behandle byggesager, og det blev rost på det årlige dialogmøde mellem kommunen og Dansk Byggeri, der blev holdt forleden. Her blev det også aftalt at styrke samarbejdet om at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Sidste år lykkedes det Odder Kommune at halvere den tid, kommunen i gennemsnit bruger på at behandle byggesager, så sagsbehandlingstiden i gennemsnit tog 16 dage. Det viser Dansk Byggeris seneste analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, som blev drøftet på det årlige dialogmøde.

– Vi har arbejdet målrettet på at behandle vores byggesager hurtigere, fordi vi ved, at det betyder noget for både virksomheder og private, at de kan komme hurtigere i gang med deres byggeprojekt. I dag får 25 procent allerede svar på deres henvendelse inden for et døgn, det er vi rigtig godt tilfredse med, siger borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen.

Den hurtigere sagsbehandlingstid vækker glæde hos de lokale virksomheder.

– Det er rigtig godt gået, og jeg er glad for, at kommunen prioriterer området. Det er helt sikkert noget, både virksomheder og borgere i Odder Kommune sætter pris på. Jeg håber, at kommunen vil fortsætte det gode arbejde, siger lokalformand Bent Jochumsen fra Odder og Omegns Tømrermesterforening.

Stærkere samarbejde om uddannelse

På mødet blev der også drøftet andre erhvervsvenlige tiltag, og det blev aftalt at styrke samarbejdet om at få endnu flere til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

– Vi har en partnerskabsaftale, hvor vi blandt andet arbejder sammen om at inspirere flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne og skaffe praktikpladser i virksomhederne til erhvervsskoleeleverne. Det arbejde skal vi styrke, så vi bliver endnu bedre til at synliggøre erhvervsuddannelsernes mange muligheder for kommunens unge. Det kan fx handle om at sende flere skoleklasser på besøg på en byggeplads eller i en virksomhed og tænke det ind i undervisningen, siger bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Østjylland Peehr Svensson.

Borgmester Uffe Jensen ser også frem til et tættere samarbejde.

– Vi har en stor interesse i, at vores lokale virksomheder også i fremtiden kan tiltrække medarbejdere fra nærområdet. Samtidig vil vi også gerne vise vores unge de mange uddannelsesmuligheder, de har, og hvad de kan bruge uddannelserne til, siger borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen.

Kontakt:

Borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen, telefon 26 72 05 56
Bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Østjylland Peehr Svensson, telefon 40 52 58 00
Formand for Odder og Omegns Tømrermesterforening Bent Jochumsen, telefon 20 43 03 14

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/odder-kommune-far-ros-for-at-skrue-op-for-hastigheden-pa-byggetilladelser?releaseId=13598643

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu