PRM / Øget information til udenlandske virksomheder skal sikre, at flere overholder reglerne på arbejdsmarkedet

30. juni 2018 08:30 | Af: Ritzau Info
 

Udenlandske virksomheder og ansatte får øget information om regler og rettigheder på arbejdsmarkedet.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet lancerer i dag en ny pixibog og folder med information om regler og rettigheder på det danske arbejdsmarked. Materialet, som er målrettet udenlandske virksomheder og ansatte, skal blandt andet bidrage til, at flere overholder reglerne om arbejdsmiljø og kravet om at anmelde sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Viden om det danske arbejdsmarked udgør en hjørnesten, når det handler om at sikre, at udenlandske virksomheder overholder vores regler, og at de ansatte får de rettigheder, de har krav på. Vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan, for at styrke deres viden på området. Jeg er glad for, at vi nu er klar med nyt informationsmateriale, der kort og præcist fortæller om de vigtigste regler om blandt andet krav til sikkerhed og ret til hvile, ferie og løn.

– Vi må ikke glemme, at nogle virksomheder kommer fra lande med en arbejdskultur, der er fundamentalt anderledes end i Danmark. Det kan derfor være en stor omvæltning for de udenlandske virksomheder at navigere i reglerne, og vi har som samfund pligt til at hjælpe dem bedst muligt på vej.

Kommunikationsindsatsen sker som led i opfølgningen på implementering af håndhævelsesdirektivet, hvoraf det skal sikres, at flere udenlandske virksomheder kender til og overholder reglerne på det danske arbejdsmarked.

Informationsmaterialet vil være tilgængeligt på engelsk, tysk og polsk og vil blandt andet være at finde på hjemmesiden WorkplaceDenmark samt på Beskæftigelsesministeriets og Arbejdstilsynets hjemmeside.

Kontakt:

Beskæftigelsesministeriet

Pressevagt: 51232830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/oget-information-til-udenlandske-virksomheder-skal-sikre-at-flere-overholder-reglerne-pa-arbejdsmarkedet?releaseId=13154533

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu