PRM / Økologisk landmand fra Arden nomineret til Årets Økolog

20. august 2018 08:01 | Af: Ritzau Info
 

I løbet af de næste otte uger skal otte danske økologiske landmænd dyste om at blive Årets Økolog. En af dem er Lars Bredahl fra Arden. Bag kampagnen står Netto, som i samarbejde med Økologisk Landsforening for andet år i træk ønsker at hylde de danske økologer. Vinderen udpeges af danskerne.

Pressemeddelelse fra Netto

Lars Bredahl er en blandt otte danske økologiske landmænd, der er blevet nomineret til Årets Økolog, som er en pris, der udloddes af Netto i samarbejde med Økologisk Landsforening. Kampagnen løber af stablen fra den 20. august til den 19.september. Udover titlen vinder den heldige økolog en præmie på 100.000 kroner, som er øremærket til udvikling af økologens landbrug.

“Netto er Danmarks største økologiske supermarked, og vi har en lang og målrettet ambition om at bringe økologien ud til så mange som muligt. Derfor er det også naturligt for os at fortælle danskerne historien om de landmænd, der har valgt at gå den økologiske vej og som er hovedårsagen til, at Netto hver dag har mere end 380 økologiske varer på hylderne”, siger landedirektør hos Netto, Brian Seemann Broe.

En økologisk ildsjæl

De otte kandidater er særligt udvalgt, så de repræsenterer forskellige områder af Danmark, forskellige økologiske produkter og har en spredning på alder og køn. Fælles for dem alle er deres store passion for økologi og et brændende engagement i landbrug. Lars Bredahl er blevet valgt på grund af hans store passion for at give sine høns de bedste forhold. Han engagerer sig i høj grad i udbredelsen af økologi og er formand for fagudvalget “Æg og Fjerkræ” under Økologisk Landsforening.

“Det er så fint, at der allerede er en tredjedel af forbrugerne, der køber økologiske æg. Men det får mig faktisk til at gå ude i stalden og tænke: Det kan du da gøre endnu bedre, Lars. Og det er det, der driver mig i mit arbejde med økologi – både her på min gård, men også hos Økologisk Landsforening”, forklare Lars Bredahl.

Lars Bredahl har 14.000 høns på sin gård, som ligger uden for Arden i Nordjylland.

Danskernes valg

Om kampagnen siger Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening

“Alle danske økologer fortjener i princippet at få en pris. For de arbejder hver dag for at producere gode, sunde fødevarer til danskerne, som er produceret på en måde, der skåner vores natur og grundvand for sprøjtegifte, og som sikrer dyrene et godt liv, hvor de kommer ud under åben himmel. Vi er glade for, at Netto vil være med til at give danskerne bedre indsigt i, hvordan de økologiske landmænd arbejder og hvilken forskel, de gør.”

Det er danskerne, der stemmer om, hvem der skal løbe med den eftertragtede titel og præmie. Det hele foregår på hjemmesiden www.årets-økolog.dk, hvor man også kan læse mere om de enkelte landmænd og se videoer fra de respektive gårde.

Kontakt:

Pressekontakt
Brian Seemann Broe, Landedirektør Netto, Group Communications, Salling Group, tlf. 87 78 50 02
Helle Borup Friberg, Adm. Direktør Økologisk Landsforening, tlf. 20308356

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/okologisk-landmand-fra-arden-nomineret-til-arets-okolog?releaseId=13348704

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu