ANNONCE

PRM / Onkelhumor er blevet en kagetradition

5. november 2020 06:04 | Af: Ritzau Info
 

Ny humoristisk kagetradition har vundet danskernes hjerter. Den 11. november fejrer bagerne igen deres fælles fødselsdag over hele landet.

Pressemeddelelse fra KonditorBager A/S

Hvilken dato har bageren fødselsdag? Den gamle gåde med det sjove ordspilssvar “ælte i ælte” lever i bedste velgående blandt dem, der har tilbøjelighed til onkelhumor. Det samme gør traditionen om at fejre bagerens fødselsdag i de knapt 800 danske håndværksbagerier.

– Der er stadig kunder, der ikke lige fanger joken i første omgang, når vi fejrer bagerens fødselsdag, men vi oplever flere og flere, der er med på spøgen, siger Anette Drengsgaard, konditoransvarlig hos KonditorBager i Bjerringbro.

Og den landsdækkende bagerkæde er ikke alene om at gøre en festdag ud af joken.

– Der er ingen tvivl om, at alle dage, der giver positiv opmærksomhed til bageren giver øget salg. Det ser vi for eksempel med Bagerens Fødselsdag og lignende dage, hvor man i dag har gode muligheder for at bruge de sociale medier til at “fejre” sin fødselsdag med alt fra særlige tilbud til bare en sjov fødselsdagssang. Det er alt sammen med til at give et øget fokus på bagerens produkter, og hvem vil ikke gerne fejre en fødselsdag med en kage, siger Anders Grabow, kommunikationsansvarlig hos Bager- og Konditormestre i Danmark.

Hos KonditorBager, der er en af landets største bagerkæder, bliver “fødselsdagen” i år markeret med to forskellige kager. Den ene er en moderne fødselsdagslagkage, der er pyntet med jordbærgele, hvid chokolade, blåbær, jordbær og minimarengs på toppen. Den anden kage er en kendt klassiker med et tvist, nemlig en chokoladekage med smørcreme i midten, mens toppen af kagen er dyppet i chokolade og drysset med chokoladestykker. Nogle bagerier går all in og laver begge kager og andre vælger en af kagerne.

Danskerne elsker kageanledninger

Selvom det ikke er alle kunderne i KonditorBageren i Bjerringbro, der kender joken om bagerens fødselsdag, er bagerens fødselsdag blevet en dag, som mange kunder har taget til sig. Anette Drengsgaard oplever, at der de seneste år er dukket flere nye anledninger op til at købe kage.

– Vores kunder fortæller ofte, at de køber kage, fordi det er en særlig dag eller anledning, eller bare fordi de skal hygge sig. I oktober solgte vi for eksempel seks gange så mange brunsvigere på grund af Brunsvigerens Dag, siger Anette Drengsgaard, der peger på Hendes Majestæt Dronningens fødselsdag som en af mærkedage, hvor flest har tradition for at købe kage.

Bagerhumor på højt niveau

Humor i bageriet hører sig dog ikke kun til den 11. november. Ifølge Anette Drengsgaard er jokes og små drillerier nøglen til at holde humøret i vejret, når der bages kager langt ud på de sene nattetimer.

– Det er meget normalt, at vi dufter til ingredienserne og smager hinandens kager for at blive klogere på vores håndværk. Det udnytter drilske kollegaer af og til. Det kan for eksempel være, at man bliver bedt om at lugte til noget, der viser sig at være hjortetaksalt, når man får det stukket hen under næsen. Det er en stærk lugt, der i hvert fald sørger for, at man er vågen. Den type indforståede smådrillerier giver masser af grin og energi. Det er nok vores svar på at sende tømrerlærlingen hen på trælasten efter en ny dråbe til vaterpasset, griner Anette Drengsgaard.

Selvom der også skal være tid til grin, bliver der travlhed i bageriet inden bagerens fødselsdag. Anette Drengsgaard forventer nemlig, at der skal bages mange kager til den store fejring.

Kontakt:

Tina Schou
Brand Manager, KonditorBager
(+45) 22 79 39 35
Tina@konditorbager.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/onkelhumor-er-blevet-en-kagetradition?releaseId=13603546

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu