PRM / Our Planet: Netflix og WWF går sammen i ny gigantserie om vores klode

8. november 2018 08:30 | Af: Ritzau Info
 

Streamingtjenesten Netflix har kastet sig over et nyt marked. I samarbejde med verdens største naturorganisation, WWF, har de nemlig produceret en ny superserie, der skal vise naturens skrøbelige og vilde skønhed. Og det bliver legenden over dem alle – naturelskeren David Attenborough – der lægger stemme til.

Pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden

Med sine mere end 125 millioner brugere på verdensplan er der lagt op til en kæmpe modtagelse, når Netflix lancerer sin første naturdokumentar sammen med WWF Verdensnaturfonden. Serien, der kommer til at hedde Our Planet, får premiere d. 5 april 2019 og taler lige ind i mange af de udfordringer, som vi hører om i dag.

“Our Planet er et helt vildt og vigtigt projekt, der ikke kan andet end at efterlade en dybt betaget og forfærdet på samme tid. Serien viser ikke bare naturens skønhed, men også hvordan dyr, planter og hele økosystemer lider under vores destruktive adfærd,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og fortsætter:

“Vi er den første generation, der kender den fulde virkning af, hvad vi gør ved vores planet og den sidste, der har chancen for at gøre noget ved det. Jeg håber, at politikere og andre beslutningstagere vil se med, for Our Planet giver en afgørende indsigt i verdens naturkrise- en viden som er givende, når vi skal løse de store udfordringer.”

Alt indhold fra Our Planet har indtil i dag været klassificeret som tophemmeligt, men i dag frigiver Netflix og WWF et lille indblik i nogle af de helt exceptionelle optagelser, som det har taget flere år at få i kassen.

Planet Earth-instruktør bag Our Planet
Udover WWF er den ambitiøse serie blevet til i samarbejde med produktionsselskabet Silverback Films, hvis direktør Alastair Fothergill er kendt for at stå bag de meget anerkendte naturserier, Planet Earth og Blue Planet. Fothergill får følgeskab af naturelskeren, David Attenborough som har glædet sig over at kunne lægge stemme til.

“Our Planet tager seerne på en spektakulær oplevelsesrejse fuld af skønhed og skrøbelighed. I dag er vi, mennesker, den største trussel mod vores planets sundhed. Der er dog stadig tid til os at løse udfordringerne, men vi skal handle nu. Og det gør vi med Our Planet. Serien har bragt nogle af verdens bedste filmskabere og mest vidende miljøforkæmpere sammen i kampen for vores planet, og jeg er glad for at hjælpe med at fortælle denne vigtige historie til millioner af mennesker over hele verden,” siger Sir David Attenborough

Serien har været fire år undervejs med mere end 3.500 filmdage fordelt ud på 50 lande på tværs af alle verdens kontinenter. Filmholdet, der har beskæftiget intet mindre end 600 mennesker, har gjort alt i sin magt for at vise klodens enorme mangfoldighed. Lige fra den fjerne arktiske vildmark og mystiske dybe hav til de enorme landskaber i Afrika og jungle i Sydamerika.

Den banebrydende serie er delt op i otte afsnit, der fremviser forskellige dele af vores planets mest dyrebare arter, skrøbelige levesteder og smukke seværdigheder igennem den nyeste 4K kamerateknologi.

Serien bliver lanceret globalt på Netflix den 5. april 2019

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/our-planet-netflix-og-wwf-gar-sammen-i-ny-gigantserie-om-vores-klode?releaseId=13563855

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu