ANNONCE

PRM / Overblik: Sådan hjælper Blå Kors under corona-krisen

1. april 2020 14:52 | Af: Ritzau Info
 

Terapi og rådgivning til misbrugere og pårørende online eller via telefon, suppekøkken til udsatte i Aarhus og indkvartering af hjemløse på hostel i København. Blå Kors fortsætter med at hjælpe samfundets udsatte i en presset tid, hvor spredningen af covid-19 gør det endnu sværere at være blandt andet ensom, psykisk syg, hjemløs, misbruger eller pårørende til en misbruger.

Pressemeddelelse fra Blå Kors Danmark

Over hele landet er væresteder og sociale caféer for ensomme, hjemløse og borgere med andre udfordringer lukket ned eller har væsentligt nedsat kapacitet og har dermed efterladt et tomrum for mange mennesker.

Det er bare et af eksemplerne på, hvordan hverdagen for samfundets mest udsatte har ændret sig drastisk siden spredningen af covid-19. Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors har man siden udbruddets begyndelse forsøgt at tilpasse sig de ændrede vilkår og finde på nye måder at hjælpe.

Suppekøkken

I Aarhus har Blå Kors i samarbejde med Røde Kors, Kirkens Korshær og kirkerne i Aarhus åbnet et suppekøkken.

Det nye suppekøkken vil de næste to måneder hver dag invitere indenfor til et dagligt, varmt måltid mad i tidsrummet 12-14.

Suppekøkkenet henvender sig til de mange hjemløse og funktionelt hjemløse mennesker, som har været vant til at komme på byens væresteder. En del funktionelt hjemløse har brugt værestederne som supplement til deres egen husholdning for at få økonomien og hverdagen til at løbe rundt.

Selvom et godt dagligt måltid er omdrejningspunktet for suppekøkkenet, så kommer det nye suppekøkken også til at være en pause for mennesker med psykiske udfordringer, som er særligt hårdt ramt af karantænen.

Hjemløse på hostel

I København har Blå Kors i samarbejde med A&O Hostel indkvarteret 40 hjemløse på et hostel, der i øjeblikket fungerer som midlertidigt nødherberg for Blå Kors.

Henover vinteren har der været omkring 40 overnattende hver nat i Blå Kors’ nødherberg for hjemløse i København.

Men tiltagene for at undgå smittespredning af Covid-19 har sendt flere hjemløse ud at overnatte på gaden igen, da det er meget vanskeligt at tilbyde overnatning til samme antal og samtidig overholde hygiejneanbefalinger og lovgivningen om forsamlinger på højst ti personer.

De hjemløse får mulighed for overnatning, mad og vask og bliver også tilbudt tilsyn af sundhedspersonale. På den måde mindskes smitterisikoen for en meget udsat gruppe.

Der vil desuden være mulighed for at lave karantænepladser, hvis nogle udviser symptomer på covid-19.

Chatrådgivning og videoterapi til unge

Mange børn af alkohol- og stofmisbrugere henvender sig lige i øjeblikket, fordi de er bange for at være hjemme med deres påvirkede forældre. De mangler muligheden for at komme lidt væk og være sammen med andre voksne og andre børn.

TUBA, der tilbyder terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, tilbyder video- og telefonkonsultationer og har desuden en åben chatrådgivning mandag til torsdag fra 18 til 21.

Blå Kors’ telefonrådgivning, Den Blå Linje, er åben alle aftener fra kl. 18 til 23 på 70 100 130. Her sidder uddannede rådgivere klar til at hjælpe.

Online gruppeterapi og opmuntring til børn og familier

Børn og familier fra hjem med alkohol- eller stofmisbrug har fortsat mulighed for at få støtte i Barnets Blå Hus, som har afdelinger i Aalborg, Frederikshavn, Aars, Svendborg og Rønne på Bornholm.

Alle afdelinger af Barnets Blå Hus er fysisk lukket ned, men personalet kontakter hver uge børnene og deres familier for at høre, hvordan de har det.

Flere steder er der mulighed for at deltage i online terapigrupper for både børn og forældre. For at sprede glæde og opmuntring hos familierne, sender flere af afdelingerne pakker med forskellig underholdning som for eksempel malebøger, spil, påskeæg og blomster til forældrene.

I Aars har Barnets Blå Hus blandt andet en telefonlinje, hvor de har kontakt til folkeskoler i kommunen via AULA.

Virtuel alkoholbehandling

For de mange mennesker, som er i ambulant alkoholbehandling, har lukningen af fysiske konsultationer store konsekvenser. Nogle er allerede faldet tilbage og mange kæmper for ikke at gøre det.

På Blå Kors Behandlingscenter i Taastrup forsøger de at fastholde motivationen og processen ved hjælp af videokonsultationer og videogruppemøder.

Samtidig gør de, hvad de kan, for at hjælpe mange af dem, som tidligere har modtaget behandling, som de stadig har kontakt med. I pressede tider, som fx corona-krisen, kæmper mange ekstra meget med at undgå tilbagefald.

Telefonisk omsorg og madpakker

På vores væresteder rundt i hele landet yder personale og frivillige en kæmpe indsats med at ringe rundt til faste brugere for at sikre sig, at de er okay – og for at hjælpe med det de kan.

Mange væresteder smører også madpakker eller portionsanrettede varme måltider, som enten kan købes billigt eller hentes gratis alt efter, hvem tilbuddet er målrettet til.

Kontakt:

Generalsekretær Christian Bjerre tlf.: 29 68 96 67/87 20 66 50 email: cbj@blaakors.dk

Kommunikationschef Thomas Røddik Korneliussen tlf.: 26 20 20 46 email: trk@blaakors.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overblik-sadan-hjaelper-bla-kors-under-corona-krisen?releaseId=13590994

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu