ANNONCE

PRM / Overskud og vækst i Sparekassen Kronjylland

27. august 2020 09:06 | Af: Ritzau Info
 

Både balancen og kundeantallet er vokset pænt i Sparekassen Kronjylland i første halvår, til gengæld betyder corona-krisen, at halvårets økonomiske resultat er lavere end sidste år.

Pressemeddelelse fra Sparekassen Kronjylland

Danmarks største sparekasse har nu mere end 170.000 kunder efter endnu et halvår med kundevækst. Det viser sig også i udviklingen i balancen, der er steget med 1,3 milliarder kroner. Desuden er realkreditudlånet steget med 1,4 milliarder kroner.

– Det har været et meget specielt halvår på grund af corona-krisen, og derfor er det selvfølgelig positivt, at vi alligevel har formået både at tiltrække nye kunder og hjælpe eksisterende med eksempelvis at købe drømmeboligen, fortæller Sparekassen Kronjyllands adm. direktør Klaus Skjødt.

Halvårsregnskabet viser dog også tydelige spor af corona-krisen, da nedskrivningerne trækker ned med 85 millioner kroner, hvor de i første halvår 2019 var en indtægt på 43 millioner kroner. Det er således også den væsentligste årsag til, at halvårets resultat før skat er på 78 millioner kroner, mens det sidste år var 236 millioner kroner.

– På grund af de offentlige ordninger har vi endnu ikke set betydelige nedskrivninger på grund af krisen, men i takt med at de ordninger udløber, forventer vi, at der vil være nogle, som bliver udfordret. Derfor har vi lavet et ledelsesmæssigt skøn og nedskrevet 120 millioner kroner, der indgår i de samlede nedskrivninger for første halvår, forklarer Klaus Skjødt.

– Vi håber selvfølgelig alle, at beløbet bliver betydeligt mindre, fordi de danske virksomheder og familier kommer godt gennem den økonomiske krise. Vi er i tæt kontakt med særligt vores erhvervskunder, og helt generelt går det godt, men der er selvfølgelig virksomheder, som er særligt ramt af krisen, siger Klaus Skjødt.

Sparekassen Kronjylland har generelt en solid og bred eksponering. Desuden har Sparekassen Kronjylland over det seneste halvandet år ladet udlån til store ejendomsdevelopere udløbe uden at forny dem med nye. Det er kunder, der udover Sparekassen også benytter andre pengeinstitutter.

– Coronakrisen havde hverken vi eller andre forudset, men vi kunne se, at der ventede en samfundsøkonomisk konjunkturnedgang forude. Derfor begyndte vi allerede i første kvartal 2019 at lave nogle justeringer, som gør, at vi står ekstra stærkt rustede til fremtiden, forklarer Klaus Skjødt.

Sparekassen Kronjyllands kapitalgrundlag er desuden styrket betydeligt over den seneste periode. Efter første halvår 2020 er solvensoverdækningen før kapitalbuffere på 11,9 procentpoint, mens den sidste år på samme tid var på 8,3.

De seneste år har Sparekassen Kronjylland ikke mindst gjort sig bemærket ved at åbne nye afdelinger. Derudover er kunderne ifølge analysebureauet EPSI sektorens mest tilfredse, ligesom Sparekassen Kronjylland er kåret til Danmarks bedste arbejdsplads.

– Som selvejende institution har vi mulighed for at tænke langsigtet og fokusere målrettet på langvarige relationer til både kunder og medarbejdere. Det har givet gode resultater, og derfor er det også fortsat en helt central del af vores nye strategi, understreger Klaus Skjødt.

Kontakt:

Adm. direktør Klaus Skjødt via 8912 2413

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overskud-og-vaekst-i-sparekassen-kronjylland?releaseId=13598765

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu