ANNONCE

PRM / Par og enliges drøm om et barn er nu udskudt på ubestemt tid

26. marts 2020 09:16 | Af: Ritzau Info
 

Med baggrund i udmelding fra Styrelsen for Patientsikkerhed fortsætter Cryos med at have lukket ned for nye sæddonationer, så længe corona krisen raser.

Pressemeddelelse fra Cryos

For at sikre maksimal prioritering af donorernes og personalets helbred under corona krisen, tager verdens største sædbank, danske Cryos International, nu det næste skridt og lukker ned for modtagelse af sæddonationer på ubestemt tid. Fertilitetsbehandlinger er nu lukket ned i stort set alle lande pga. COVID-19 krisen, og par og enlige kan dermed ikke længere opnå hjælp til fertilitetsbehandling.

– Som eksportvirksomhed med distribution til mere end 100 lande har dette naturligvis store økonomiske konsekvenser for os, men situationen påkræver, at vi handler, tager de nødvendige forholdsregler og støtter op om det generelle samfundssind ved at tage ansvar, siger adm. direktør Peter Reeslev.

Ulykkelig situation

Lukningen af fertilitetsbehandlinger over stort set hele verden er en ulykkelig situation for de tusindvis af par og enlige, som går med drømmen om et barn og nu må se den drøm udskudt på ubestemt tid. Mange kvinder har været igennem lange forløb med fertilitetsbehandlinger og for fleres vedkommende investeret en del af privatøkonomien. Nogle kvinder vil i denne periode også blive omfattet af aldersgrænsen for fertilitetsbehandling og dermed permanent miste muligheden for at blive forældre.

– Der er tale om store menneskelige konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at der kommer et politisk fokus på problemstillingen og bliver sat ind for at åbne op for fertilitetsbehandling snarest muligt igen. Men det skal naturligvis være fuldt ud forsvarligt, hvorfor der også er behov for testning af mulige effekter af en COVID 19 infektion, siger adm. direktør Peter Reeslev.

Gælder ikke igangværende behandlinger og rådgivning

Cryos’ distribution af sæd fortsætter til de kvinder, som er midt i behandling på deres lokale fertilitetsklinik, ligesom sundhedspersonale er klar til at tale med donorerne samt forberede interesserede nye donorkandidater til, når laboratorierne er i stand til at åbne op igen. Samtidig sidder kunderådgivere klar til at rådgive kvinderne i denne svære situation.

Cryos har sikret sig, at ingen COVID-19 smittede personer har doneret hos dem og skulle donationsbegrænsningerne trække ud, har Cryos heldigvis meget store lagre af COVID-19-fri donorsæd til masser af fertilitetsbehandlinger til de ventende par og singler.

Cryos International har hovedkontor i Aarhus samt laboratorier i København, Aalborg og Odense.

Kontakt:

Peter Reeslev
CEO, Cryos International
pr@cryosinternational.com
(+45) 86 76 06 99

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/par-og-enliges-drom-om-et-barn-er-nu-udskudt-pa-ubestemt-tid?releaseId=13590672

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu