PRM / Presseinvitation: Stormøde for over 800 buschauffører

15. november 2018 11:21 | Af: Ritzau Info
 

Tid til at trykke STOP! – i protest over arbejdsvlkår – Odense-træf på søndag

Pressemeddelelse fra 3F

Over 800 buschauffører fra hele landet samles til stormøde i Odense på søndag i protest over deres arbejdsvilkår. På stormødet deltager bl.a. 3Fs forbundsformand Per Christensen.

Chaufførerne ønsker at få politikerne og trafikselskaberne i tale – for situationen er hverken ok for chauffører eller passagerer….

Medierne er velkomne til at deltage i den første time af stormødet den 18. november i Odense Congress Center – fra kl. 10.00-11.00 – hvor bl.a. 3Fs formand og talspersoner for chaufførerne er på talerstolen.

Chaufførerne oplever et uholdbart pres med minut-tyranni og nærmest planlagt stress i forhold til rutebussernes køreplaner, som ikke holder til mødet med trafik-virkeligheden på gader og stræder.

At det er et udbredt problem viser en spørgeundersøgelse blandt chaufførerne, som 3F har taget initiativ til, hvor ca. en tredjedel af landets buschauffører har deltaget.

Den landsdækkende undersøgelse med over 2.600 svar viser, at:

– syv ud af ti (71 pct.) fortæller, at de ikke kan holde de nødvendige pauser, de ifølge overenskomsten har ret til, fordi køreplanerne ikke passer til dagligdagen i trafikken….

– næsten halvdelen (46 pct.) klager over manglende toiletfaciliteter i løbet af dagen…

– halvdelen (50 pct.) har fået pause placeret i starten/slutningen af en vagt (hvor den jo ikke hjælper dem stort)…

– tre ud af fem (59 pct.) klager over manglende tid i arbejdsplanen til opstart af bus…

Dertil skal lægges, at buschauffører i deres job bærer ansvaret for ikke alene deres eget og passagernes, men også medtrafikanternes liv og helbred, når de skal have den tonstunge bus sikkert gennem trafikken og samtidig skal forsøge at indfri tidskravene fra køreplanen.

Stormødet på søndag den 18. november i Odense Congress Center starter kl. 10.00 – chaufførerne ankommer fra hele landet i tidsrummet 8.30-9.45 – og stormødet forventes at slutte ca. kl. 15.00.

Kontakt:

Yderligere oplysninger om stormødet og indsatsen for bedre arbejdsvilkår for buschaufførerne fås ved henvendelse til 3Fs pressetelefon på 8892 8892

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/presseinvitation-stormode-for-over-800-buschaufforer?releaseId=13564194

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu