PRM / Presseinvitation:

26. september 2018 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Eva Kjer Hansen og Inger Støjberg lancerer en ny rettighedskampagne ved besøg hos foreningen for flygtninge og indvandrer kvinder (FAKTI)

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

Alle har ret til ligestilling. Det er en hel fundamental værdi i Danmark. Desværre findes der stadig mange eksempler på, at ligestillingen har trange kår i etniske miljøer. Ligestillingsministeren og udlændinge- og integrationsministeren lancerer nu kampagnen ‘Ret til ligestilling’, der skal oplyse minoritetsetniske personer og fagpersonale om rettigheder og muligheder i Danmark.

Der er voldsramte etniske kvinder, der ikke kender deres muligheder og rettigheder i Danmark. Der er etniske kvinder, der oplever, at en skilsmisse efter dansk ret ikke bliver anerkendt af deres tidligere ægtemand, familien eller nærmiljøet. Der er etniske kvinder, der er underlagt social kontrol.

Derfor har ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg taget initiativ til en debat- og oplysningsindsats, der skal fremme ligestilling og mindske negativ social kontrol blandt kvinder, mænd og unge med etnisk minoritetsbaggrund.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen mener, at problemerne med negativ social kontrol i visse etniske miljøer er et af vor tids absolut største ligestillingsproblemer. Og en del af forklaringen er, at kvinderne ikke kender deres rettigheder.

“Alle har ret til ligestilling. Det vil vi aldrig gå på kompromis med. Kvinder med anden etnisk baggrund skal kende deres rettigheder og handlemuligheder som borgere i Danmark. Det er frustrerende, når vi år efter år ser historier om, at en dansk skilsmisse ikke anerkendes, hvis man er religiøst viet, at børn og kvinder sendes på genopdragelsesrejse, og at vold er en del af dagligdagen i nogle etniske minoritets familier. Derfor skal vi oplyse om rettigheder og ligestilling. Jeg håber især at kommunerne tager tilbuddet til sig, og at de bruger materialet til at lave deres egne oplysnings- og debatarrangementer, siger Eva Kjer Hansen.

“Det er fuldstændig uacceptabelt i et demokratisk samfund som det danske, at der er etniske miljøer, hvor de danske værdier og frihedsrettigheder ikke efterleves, og hvor der hersker middelalderlige normer, hvor kvinder undertrykkes og udsættes for social kontrol. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de her kvinder. Derfor sætter vi nu ekstra ind med oplysning til kvinderne om deres rettigheder. Og så fortsætter vi vores arbejde for, at kvinder såvel som mænd kommer ud på arbejdsmarkedet og ud i samfundet. Det er sådan, man får de danske værdier ind under huden”, siger Inger Støjberg.

Kampagnen skal ved hjælp af undervisningsforløb til både etniske kvinder, mænd og unge give øget viden om og skabe refleksion om rettigheder, ligestilling og negativ social kontrol. Kampagnen består af 5 forskellige kurser med hver deres fokus, som alle undervises af uddannede undervisere.

Ministrene lancerer den nye rettighedskampagne ved et fælles besøg hos Foreningen for flygtninge- og indvandrerkvinder FAKTI på Bispebjerg Bakke 6, 2400 København N på onsdag d. 26. september 2017 kl. 12.20-14.

Her mødes ministrene med kvinderne for med udgangspunkt i nogle af kampagnes film at drøfte de udfordringer, som kvinderne oplever i deres hverdag.

Pressen er velkommen kl. 13.20, hvor ministrene vil fortælle mere om kampagnen. Der vil også være mulighed for, at et begrænset antal skrivende journalister kan deltage i mødet mellem ministrene og kvinderne.

Forhåndstilmelding er nødvendig. For mere information og tilmelding kontakt:

Ligestilling:

Presserådgiver Casper Steen Pedersen, tlf. 41 53 26 42, castpe@um.dk

Udlændinge- og Integrationsministeriet:

Kommunikationschef Sofie Odgaard, tlf.: 41 71 78 46, sod@uim.dk


Fakta

Rettighedskampagnen

Kampagnens overordnede formål er at fremme ligestilling og mindske negativ social kontrol i etniske minoritetsmiljøer. Kampagnen består af en debat- og oplysningsindsats, som skal give viden om rettigheder og ligestilling til mænd og kvinder, unge, nyankommne og herboende fra etniske minoritetsmiljøer.

Rettighedskampagnen findes på 6 forskellige sprog og er udviklet i samarbejde med København og Odense kommune.

Kommuner, sprogskoler og foreninger kan uden beregning rekvireres et kursusforløb til etniske minoritetskvinder- og mænd for at give viden og skabe refleksion om rettigheder, ligestilling og social kontrol. Interesserede kommuner, sprogskoler, boligsociale tilbud mv. kan booke et gratis undervisningsforløb.

Tilbuddet består af et basismodul og 4 mere målrettede moduler. I undervisningen adresseres bl.a. temaer om, hvordan kvinder og mænd er ligestillet i det offentlige rum, på arbejdsmarkedet, økonomisk, rettigheder i ægteskabet, børneopdragelse i Danmark, unges ret til at træffe egne beslutninger og negativ social kontrol samt også myten om mødommen, vold og genopdragelsesrejser mv.

Der er etableret et korps af undervisere, der har erfaring med målgruppen, samt undervisere der kan agere rollemodeller for målgruppen. I undervisningen indgår en række film, som både fortæller om rettigheder og viser dilemmaer og eksempler. Derudover får kursisterne et kursushæfte med fakta om ligestilling og rettigheder med hjem. Hæftet kan bruges som opslagsværk og findes på 6 forskellige sprog.

Materialet kan findes på hjemmesiden: http://ret-til-ligestilling.dk

Satspuljefinansieret

Med satspuljeaftalen for 2017 blev der bl.a. afsat 7,1 mio. kr. til en rettighedskampagne, som løber til og med 2020. Dansk Flygtningehjælp og Als Research er leverandører på kampagnen.

Målgruppen er både herboende og nyankomne etniske minoriteter, som ikke kender til deres rettigheder. Der er ikke andre steder i den undervisning, som målgruppen modtager formaliseret undervisning og oplysning om ligestilling og rettigheder for kvinder og mænd.

Om FAKTI

FAKTI er en forening for flygtninge- og indvandrerkvinder i København med fokus på socialt samvær og gode oplevelser. FAKTIs overordnede formål at forbedre vilkårene for trivsel for kvinder med flygtninge -og indvandrerbaggrund, og med kvinderne også deres familier. Der kommer op mod 50-70 kvinder dagligt i FAKTI. På årsbasis bliver det til ca. 10.000 årlige besøg.

Tal

Fra Als Researchs nye undersøgelse for Styrelsen for International Rekruttering og Integration:

Unges oplevelser af negativ social kontrol http://uim.dk/nyheder/2018-09/negativ-social-kontrol-medforer-mistrivsel

Unge kvinder med ikke-vestlig baggrund oplever at have markant mindre selvbestemmelse og frihed sammenlignet med de øvrige unge. Fx må 12 % af de minoritetsetniske piger mellem 15 og 17 år ikke have venner af det modsatte køn, og 13 % ved ikke, om de må.

Der er en direkte sammenhæng mellem hensynet til familiens ære og negativ social kontrol Blandt de 18-29-årige oplever 25 % af minoritetsetniske kvinder og 28 % af de minoritetsetniske mænd, at hensynet til familiens ære betyder ‘alt’ eller ‘meget’ for, hvad de må i deres hverdag.

De primære udøvere af negativ social kontrol er forældre – herunder særligt mødre. De unge udpeger først og fremmest deres forældre som udøvere af negativ social kontrol. Den sociale kontrol kommer især fra mødrene. Fx svarer 70 % af de minoritetsetniske piger mellem 15 og 17 år, som ikke selv må vælge deres venner, at det er deres mor, der har bestemt.

Øvrige tal:

59 % af nydanske kvinder, der bor i et område med en høj koncentration af beboere med indvandrerbaggrund, føler sig begrænset med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle. Til sammenligning er det 22 % af kvinder, der bor i et område, hvor ingen af de andre beboere har indvandrerbaggrund.

Næsten 4 ud af 10 indvandrere og efterkommere mener, at manden er familiens naturlige overhoved. Blandt etnisk danske personer er det hver tiende.

53 % af kvindelige indvandrere og efterkommere i alderen 18-29 år, svarer, at de i høj grad har frihed til at gøre de samme ting som deres jævnaldrende af modsatte køn. Blandt etnisk danske kvinder er det 92 %.

Kilder: Udlændinge- og Integrationsministeriet (2017): Integration i tal. Nr. 4, Udlændinge- og Integrationsministeriet (2017): Medborgerskab 2017: Notat nr. 1: Nydanskeres holdninger til kønsroller, Udlændinge- og Integrationsministeriet (2017): Medborgerskab 2017: Notat nr. 2: Social kontrol blandt nydanskere og personer med dansk oprindelse.

Kontakt:

Presserådgiver Casper Steen Pedersen tlf.: +4541532642 email: castpe@um.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/presseinvitation?releaseId=13561186

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu