ANNONCE

PRM / Pulje på 2,5 mio. kr. skal løfte folkeskolen

11. september 2020 07:25 | Af: Ritzau Info
 

Furesø Byråd vedtog den 2. september en række principper for fordelingen af 2,5 mio. kr. til løft af folkeskolen. Byrådet fulgte anbefalinger fra Udvalg for skole og ungdomsuddannelse om, at puljen skal styrke både almen- og specialområdet.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Med en særlig pulje har Regeringen og aftalepartierne bag finansloven besluttet at styrke folkeskolen med 275 millioner kroner i 2020. Furesø Kommunes andel i år udgør 2,5 mio. kr. og nu har byrådet fordelt pengene. 1,5 mio. kr. går til almenområdet, mens 1 mio. kr. går til specialområdet.

Formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse Henrik Poulsen (A) er tilfreds med beslutningen: “Det har været vigtigt for udvalget og byrådet, at fordelingen af puljen reelt skal styrke vores skoler og komme alle vores elever til gavn”.

De 1,5 mio. kr. går til almenområdet. Her fordeler vi halvdelen mellem skolerne efter elevtallet i almenområdet, og den anden halvdel fordeler vi efter andelen af elever som opfylder mindst tre af de socioøkonomiske kriterier.

“En af de anbefalinger, vores rådgivende arbejdsudvalg om skole- og daginstitutionsdistrikter i foråret pegede på, var at give skoler med en høj andel af børn fra familier med særlige udfordringer bedre økonomiske forudsætninger for at lave skole målrettet denne børnegruppe”, fortæller Henrik Poulsen, “Det gør vi nu ved at fordele en del af puljen til løft af folkeskolen til skolerne efter deres andel af udsatte elever. Men det er også vigtigt, at alle skolerne får andel i puljen, så alle får bedre muligheder for at arbejde med fx holddeling og tolærerordninger m.m. til gavn for alle elevers faglige, sociale og personlige udvikling og trivsel”.

Byrådet besluttede samtidig at afsætte 1 mio. kr. af puljen i 2020 til bemanding af “Boblen”, som en engangsfinansiering. “Boblen” er et tilbud målrettet elever, der i en kortere eller længere periode har brug for et særligt skærmet tilbud uden for almenområdet på et tidspunkt, hvor der ikke er plads i de relevante specialtilbud. “Boblen er en vigtig del af vores strategi om at etablere interne specialtilbud i Furesø Kommune så tæt på almenområdet som muligt, så vi så vidt muligt kan fastholde vores elever i nære faglige og sociale fællesskaber”, slutter Henrik Poulsen.

Fakta

Regeringen og aftalepartierne bag finansloven for 2020 har besluttet at styrke folkeskolen, og har afsat 275 millioner kroner i 2020, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. fra 2023 og frem i en pulje til løft af folkeskolen.

De 275 mio. kr. i 2020 gives som et tilskud til landets 98 kommuner, og midlerne fordeles til kommunerne efter den enkelte kommunes elevtal i 0. – 9. klasse i skoleåret 2018 -2019.

Furesø Kommunes andel i 2020 udgør 2,5 mio. kr. Der er ikke taget stilling til fordelingen af midlerne fra 2021 og frem.

Kontakt:

Henrik Poulsen, formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse, hpo@furesoe.dk, 7216 5008

Per Christensen, skolechef, pec1@furesoe.dk, 7216 5800

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pulje-pa-25-mio-kr-skal-lofte-folkeskolen?releaseId=13599717

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu