PRM / Rapport: Valg af studieby har stor økonomisk betydning

3. juli 2018 07:08 | Af: Ritzau Info
 

Unge, der vælger en anden studieby end København, kan på et 5-årigt studie spare op mod 286.000 kr i husleje.

Pressemeddelelse fra Akutbolig.dk

Den 5. juli kl. 12.00 er der ansøgningsfrist til de videregående uddannelser, og det er ikke kun valg af studie, der har stor betydning for de unges fremtid. Det har valget af studieby også – i hvert fald for de unges økonomi. Akutbolig.dk har undersøgt kvadratmeterprisen på lejeboliger i alle landets studiebyer og beregnet hvor store årlige huslejebesparelser, der er at hente ved at søge mod en anden studieby end København. Den årlige besparelse starter på 2.500 kr, men løber op i 37.000 kr. i Aalborg og op i +50.000 kr. i de mindste studiebyer. Vælger man eksempelvis at studere i Aalborg fremfor København, vil besparelsen løbe op i 185.000 kr. over en 5-årig periode.

Se hele undersøgelsen – Prisen på lejeboliger i studiebyerne – her

Arbejd mindre, rejs mere

I undersøgelsen er alle de byer, hvor én eller flere videregående uddannelser er placeret, medtaget. Om undersøgelsen siger adm. direktør for Akutbolig.dk, Daniel Juhl: “I de byer, hvor den årlige besparelse nærmer sig +50.000 kr er udbuddet af videregående uddannelser begrænset, men man skal ikke meget længere end et par byer ned på listen, før den årlige besparelse er af betydelig størrelse. Sammenlignet med København. I Aalborg og Esbjerg får man 34.000-37.000 kr. ekstra på lommen om året. Det kan betyde en verden til forskel for en studerende – mindre arbejde ved siden af studiet eller flere rejser eller andre fornøjelser.”

Hvis man er så heldig, at ens drømmestudie, udbydes i flere byer, bør man, ifølge Daniel Juhl nøje overveje hvilke by, man skal søge ind på studiet i. Også Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea, mener, at det er en god idé at tænke økonomien ind i studievalget: “Det er interessant at se hvor mange penge, der faktisk er at spare i løbet af en hel studietid og dét er værd at tænke ind i sit studievalg, for huslejen er det aller dyreste og omdrejningspunktet i ens økonomi som studerende.”

Undgå gæld og spar op

Ann Lehmann Erichsen fremhæver også, at et kig i en anden retning end København ikke kun betyder mindre arbejde og råd til flere fornøjelser. Hun fremhæver betydningen af at kunne spare lidt op og komme ud på den anden siden af studiet uden studiegæld: “Der er ikke noget galt i at låne, men man skal bare huske, at når man er færdig og på et tidspunkt får behov for at låne penge – eksempelvis til køb af bolig, så kigger bankrådgiveren på alt ens gæld, og det trækker ned i det beløb, som man kan låne. Kommer man med et rundt 0 i gæld, så kan man låne mere, og det gør altså en forskel. Især i dag, hvor man, når man vil købe en bolig, selv skal komme med 5 % af udbetalingen, og det dermed kræves, at man har en opsparing. Derfor er det mere vigtigt end tidligere, at man tænker økonomi ind i sit studievalg.”

Nemmere boligjagt

En anden fordel ved at søge mod en anden by end København er konkurrencen om lejeboliger, der er langt værre i København end i resten af landet. Mange studerende skal flytte hjemmefra for første gang, og de fleste drømmer om en centralt beliggende bolig med en altan, opvaskemaskine, vaskemaskine osv. I de mindre studiebyer, er der færre om buddet, og man har derfor i større grad mulighed for at få opfyldt flere af ens boligønsker sammenlignet med i København.

Om undersøgelsen

Akutbolig.dk har undersøgt huslejen på boliger i de danske studiebyer og beregnet hvor store besparelser, der er ved at vælge at bosætte sig i en anden by end København. Undersøgelsen er baseret på data om 18.481 lejeboliger i studiebyerne, der har været annonceret ledige i løbet af seneste fire måneder eller i samme periode sidste år.

Se hele undersøgelsen – Prisen på lejeboliger i studiebyerne – her

Kontakt:

Sine Nøjsen Damgaard
Kommunikationsansvarlig, Akutbolig.dk
sine@kodyl.com / +45 42 30 84 70

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rapport-valg-af-studieby-har-stor-okonomisk-betydning?releaseId=13159471

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu