ANNONCE

PRM / Regeringen bør tænde det lange lys

31. august 2020 12:05 | Af: Ritzau Info
 

Med et underskud, der går til kanten af det tilladte, trækker regeringen Danmark ud på en økonomisk risikabel kurs, hvor der ikke er tænkt nok på investeringer i fremtiden.

Pressemeddelelse fra Lederne

Regeringen lægger med finanslovforslaget op til at bruge 21 mia. kr. mere end tidligere forudsat og skaber dermed et offentligt underskud, der er på kanten af det tilladte ifølge de fælles spilleregler i EU. Det risikerer at true holdbarheden i dansk økonomi, fordi det kommer oven i regeringens pensionsudspil, som trækker cirka 10.000 personer ud af arbejdsstyrken, lyder det fra Ledernes Hovedorganisation i en kommentar til dagens finanslovsudspil.

– I en krisesituation kan det være fornuftigt at pumpe ekstra offentlige kroner ud i økonomien, men det virker som om, regeringen har undladt at tage højde for en fremtid, hvor der skal være råd til blandt andet velfærd til flere ældre og flere børn. Med udspillet forsømmer regeringen at investere massivt i fremtiden – og særligt i den grønne omstilling. I stedet prioriterer regeringen at bruge milliarder på at trække ca. 10.00 personer ud af arbejdsstyrken, siger formand for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær.

I sit finanslovsudspil vil regeringen afsætte 9,2 mia. kr. til en såkaldt krigskasse, der skal bruges til at sætte yderligere gang i økonomien til næste år og til håndering af udfordringer afledt af COVID-19.

– Det er fornuftigt med en “krigskasse” set i lyset af den krise, vi står i. Men hvis man skal bruge af rådighedsrummet på den måde, kræver det, at der ikke sås tvivl om styrken af dansk økonomi de kommende år. Den tvivl burde regeringen fjerne ved at prioritere vækst og erhvervsliv højere, siger Svend Askær.

Krisen har været et hårdt slag for dansk erhvervsliv, som har måttet se både omsætning og eksport falde drastisk. Det har fået flere virksomheder til at droppe eller udsætte nye investeringer, hvilket betyder, at investeringsniveauet i år står til at falde 12 pct. ifølge Finansministeriet.

– Faldet i investeringerne ude på landets virksomheder vil få store konsekvenser for dansk økonomi og den grønne omstilling. Det kalder på politisk handling. Derfor bør politikerne blandt andet gøre den forhøjelse af virksomhedernes fradrag for forskning og udvikling, som blev vedtaget med hjælpepakkerne, permanent, siger Svend Askær.

Kontakt:

Pressekonsulent Morten Bonde Pedersen tlf.: 2948 4086 email: mpe@lederne.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-bor-taende-det-lange-lys?releaseId=13598945

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu