PRM / Region Hovedstaden har skabt mere end 1200 praktikpladser i 2017

22. marts 2018 14:41 | Af: Ritzau Info
 

1231 ekstra praktikpladser i regionen. Det er resultatet af Region Hovedstadens praktikpladsindsats i 2017.

Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

En systematiseret praktikpladsopsøgende indsats i Region Hovedstaden har givet pote, og der er i 2017 skabt mere end 1200 nye praktikpladser som fx ernæringsassistent, elektriker og smed. Der er nemlig brug for, at flere unge vælger at tage en erhvervsuddannelse, og i den forbindelse er det vigtigt, at der er udsigt til at kunne komme i praktik på en virksomhed. I 2025 kommer der til at mangle 32.500 faglærte i Region Hovedstaden.

På baggrund af en række regionale indsatser med regionale parter, bl.a. et tæt og godt samarbejde med erhvervsskolerne, blev der i 2017 opnået et samlet resultat på 1231 ekstra praktikpladser. Heraf 236 praktikpladser i Region Hovedstadens egen organisation. Det er formanden for Region Hovedstadens Erhvervs- Vækst- og Forskningsudvalg, Lars Gaardhøj (S) godt tilfreds med:

“At være i praktik på en virksomhed som led i en erhvervsuddannelse er noget, som virkelig rykker ved de unges kompetencer. Derfor er det super, at vi i Region Hovedstaden gennem en målrettet indsats har formået at skabe over 1200 praktikpladser i 2017 og dermed leve op til den målsætning, vi har haft. Jeg håber, at udviklingen fortsætter, da vi har mangel på unge med erhvervsfaglige kompetencer for, at vi fremtiden kan fortsætte med at skabe vækst i vores region”, siger Lars Gaardhøj (S).

Resultaterne afspejler, at det hovedsageligt er i de små og mellemstore virksomheder, at potentialet for de ekstra praktikpladser er blevet realiseret. Tæt på halvdelen af de ekstra praktikpladser er skabt i virksomheder med mellem 20 og 199 ansatte.

Region Hovedstaden har siden 2012 i regi af “Den regionale praktikpladsenhed” haft en praktikpladsindsats i regionen, som fra 2012 til 2017 har givet lige over 5000 ekstra praktikpladser.

For yderligere oplysninger:
Region Hovedstadens pressevagt

Telefon: 70209588

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=12520826

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu