PRM / Region Hovedstaden igangsætter kampagne om ernæringspræparater (grøn recept)

21. september 2018 14:39 | Af: Ritzau Info
 

Region Hovedstaden, kommunerne i regionen og de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) søsætter kampagne, der skal oplyse om, hvem der kan få tilskud til ernæringspræparater med en “grøn recept”.

Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

Hvis man ikke kan indtage almindelig kost, fordi man er alvorligt svækket, har svær sygdom eller har man et spædbarn med fx mælkeallergi, kan man få tilskud til ernæringspræparater. Ernæringspræparater er forskellige drikke og flydende mad, der er rige på energi og proteiner.

Læger kan ordinere ernæringspræparater på en såkaldt “grøn recept” til alvorligt svækkede eller svært syge patienter, samt til spædbørn med mælkeallergi. Den grønne recept udløser et tilskud fra regionen på 60 procent, så borgerne kun skal betale udgifter, der svarer til et normalt madbudget.

Men kendskabet til hvem der har ret til at få tilskud med grøn recept er mangelfuldt. Derfor søsætter Region Hovedstaden i samarbejde med kommunerne i regionen og de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i hovedstaden en oplysningskampagne om retten til tilskud på grøn recept.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Hovedstaden, Karin Zimmer, bakker op om kampagnen og erkender, at de praktiserende læger jævnligt udskriver en grøn recept uden selv at have været involveret i beslutningen om det.

“Vi er nok lidt for flinke til at udskrive en grøn recept på baggrund af en mail eller et opkald fra plejepersonalet i hjemmeplejen, eller når en patient har en anbefaling med fra et sygehus. Vi skal blive bedre til selv at foretage en grundig vurdering af, om et lægeordineret ernæringspræparat er den bedste løsning for patienten, og om patienten er omfattet af tilskuddet, siger Karin Zimmer og uddyber:

“Og så er jeg rigtig glad for, at kampagnen ikke blot henvender sig til lægerne, men også til personalet i den kommunale ældrepleje og på apotekerne i regionen, da lægerne ofte føler et vist pres, når patienterne, deres pårørende eller hjemmeplejen henvender sig med forventningen om en grøn recept.”

Region Hovedstaden håber, at kampagnen kan være med til at tydeliggøre reglerne for hvilke patientgrupper, der må få tilskud, og dermed sikre, at det er de rigtige patientgrupper, der får tilskud til ernæringspræparater.

Kampagnen igangsættes i september 2018 og henvender sig til både læger, apotekere, kommuner, hospitaler, borgere og pårørende i Region Hovedstaden.
Læs mere på regionens hjemmeside
under “Grøn recept – tilskud til ernæringspræparater”.

Om grøn recept

Tilskud til ernæringspræparater bliver udbetalt til borgere, der får ordineret en grøn recept af deres læge. Tilskuddet udgør 60 % af udgifterne til ernæringspræparater.
Ifølge lovgivningen, kan følgende patientgrupper få tilskud:
· Patienter med svær sygdom, der betyder at man ikke kan synke eller optage almindelig kost.
· Patienter med alvorlig svækkelse, evt. efter alvorlig sygdom.
· Spædbørn med diagnosticeret mælkeallergi.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/region-hovedstaden-igangsaetter-kampagne-om-ernaeringspraeparater-gron-recept?releaseId=13561003

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu