ANNONCE

PRM / Regioners udspil om lindrende indsats mangler konkrete tiltag

1. september 2020 14:54 | Af: Ritzau Info
 

Den sidste tid skal være på patienternes præmisser. Sådan lyder overskriften på et nyt udspil fra Danske Regioner, der skal forbedre døende patienters adgang til lindring. Kræftens Bekæmpelse roser initiativet, men savner konkrete tiltag og finansiering, der reelt gør en forskel for patienter og pårørende.

Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

I kølvandet på Rigsrevisionens kritiske rapport om “Adgangen til specialiseret palliation” har Danske Regioner i dag lanceret udspillet “Den sidste tid skal være på patienternes præmisser. ” Det rummer 15 anbefalinger, der skal styrke den lindrende indsats over for patienter og pårørende.

Men selvom det er glædeligt med fokus på området, og selv om der er mange gode intentioner fra Danske Regioner, så forholder udspillet sig kun meget overordnet til nogle af de vigtige problemstillinger, som Rigsrevisionen har fremlagt, konkluderer Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse.

Der skal tilføres flere ressourcer

– Jeg er helt enig i de hensigtserklæringer, som vi hører fra regionerne i dag. At området skal forbedres blandt andet ved at højne de generelle palliative kompetencer i alle faggrupper. Men, det gør mig bekymret, at der ikke er angivet, hvor mange ekstra ressourcer, der bliver allokeret til området fra regionernes side. Der er generelt brug for at øge kapaciteten i den specialiserede palliative indsats, mener Helen Bernt Andersen.

– Hvis flere patienter og pårørende med palliativt behov skal have rettidig lindrende behandling med systematisk behovsafdækning – og ikke vente på lindring mere end de 10 dage, kræver det, at der tilføres flere ressourcer til området. Og at kapaciteten øges, ikke mindst for at kunne hjælpe andre sygdomsgruppe end kræftpatienter, mener Helen Bernt Andersen.

Det er også nødvendigt at tilføre flere ressourcer, hvis hospitalernes specialister i tilstrækkeligt grad skal kunne understøtte den basale palliative indsats i primærsektoren.

– Jeg er enig i behov for kulturændringer og kompetenceløft – men det gør det ikke alene, siger Helen Bernt Andersen.

Uddannelse af flere specialister savnes

Kræftens Bekæmpelse har på baggrund af Rigsrevisionens rapport også efterlyst hurtig og klar forbedring, blandt andet også med uddannelse af flere specialister indenfor palliation.

Men heller ikke dette ønske er blevet indfriet i det nye udspil fra Danske Regioner.

– Jeg er ærgerlig over, at regionerne ikke ønsker et selvstændigt lægeligt speciale i palliation. Vi har alt for få læger med specialistuddannelse, der arbejder fuldtid inden for det palliative felt. Og det er med til at spænde ben for, at man ikke har mulighed for at trække på specialistviden, når der er brug for det, siger Helen Bernt Andersen.

Pressekontakt: Kræftens Bekæmpelses pressetelefon: 35 25 74 00

Find udspillet fra Danske Regioner her

https://www.regioner.dk/services/nyheder/2020/august/den-sidste-tid-skal-vaere-paa-patientens-praemisser

Læs tidligere nyhed

Kræftens Bekæmpelse efterlyser forbedring

https://www.cancer.dk/nyheder/alvorlig-kritik-fra-rigsrevisionen-patienter-doer-uden-lindring-kraeftens-bekaempelse-efterlyser-forbedringer/

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regioners-udspil-om-lindrende-indsats-mangler-konkrete-tiltag?releaseId=13599067

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu