ANNONCE

PRM / Regnskab: Blue Ocean Robotics investeringer i vækst virker

6. april 2020 07:25 | Af: Ritzau Info
 

Venturefabrikken Blue Ocean Robotics har opnået vækst på alle fronter efter et år, hvor der blev lagt mange kræfter og i alt 40 millioner kroner i at gøre flere nye robotter klar til verdensmarkedet. Det gælder datterselskaberne Beam Robots, som nu hedder GoBe Robots, og også UVD Robots og PTR Robots. Blue Ocean Robotics Holding opnåede et resultat på 5,5 mill. kr. i 2019 og har en egenkapital på 130 mill. kr. Resultaterne i 2019 validerer det strategiskifte, som robotventurefabrikken gennemførte i 2018.

Pressemeddelelse fra Grouleff Communications

Da alle regninger og skatten var blevet betalt, stod der stadig 5,5 millioner kroner tilbage i Blue Ocean Robotics Holdingselskab, som netop har præsenteret sit 2019-regnskab for sin ejerkreds. Holdingselskabet har en egenkapital på 130 mill. kr. samt likvide midler på 56 mill. kr. til yderligere investeringer i udvikling og vækst.

Trods ganske megen turbulens på det globale marked i disse måneder, forventer Blue Ocean Robotics heller ikke nedgang i sit samlede salg i 2020. Tværtimod, idet der er udsigt til driftsoverskud i UVD Robots i 2020 og i GoBe Robots i 2021.

“Vi er godt tilfredse med resultaterne og udviklingen i Blue Ocean Robotics. I 2019 intensiverede vi investeringerne i kommercialisering og produktudvikling i vores datterselskaber. Både i UVD Robots og i vores to andre datterselskaber forventer vi, at 2020 vil blive det store gennembrudsår. Det betyder, at vi forventer at fortsætte med at ansætte flere folk, særligt med fokus på salg og markedsudvikling samt produktionsmedarbejdere for at kunne holde trit med ordrebogen. Bare de tre første måneder i år har resulteret i en enorm efterspørgsel på særligt vores UVD Robots, der lige nu benyttes i kampen mod coronavirus. Robotten kan dræbe virussen med UV-C lys,” fortæller CEO i Blue Ocean Robotics, Claus Risager.

Opjusterede vækstforventinger
De selvkørende UVD robotter fra Danmark er blandt andet unikke i deres evne til at beskytte hospitalspersonale, fordi de ubemandet kan køre ind og desinficere et rum, før rengøringspersonale, portører, patienter, sygeplejersker og læger bevæger sig derind. Efterspørgslen fra hele verden på desinfektionsrobotterne fra Odense er faktisk vokset så voldsomt her i Q1, at UVD Robots netop markant har måttet opjustere vækstforventningerne til sit salg af disse robotter i år. Blandt andet har en forhandler i Kina bestilt et trecifret antal af de effektive danske robotter, efter at have sammenlignet produktet med kinesiske og amerikanske løsninger. Robotterne er desuden at finde i over 50 lande bl.a. i Taiwan, Sydkorea, Japan, Italien, Spanien m.fl.

Blue Ocean Robotics udvikler, producerer og sælger professionelle servicerobotter inden for sundhed, hospitality, byggeriet og landbrug, og virksomheden har en række brands i porteføljen, som f.eks. UVD Robots med den prisvindende UV desinfektionsrobot til bekæmpelse af bakterier, vira og andre mikroorganismer, GoBe Robots (tidligere Beam Robots), en mobil telepresence robot til kommunikation, øget produktivitet, social inklusion og CO2 klimaforbedringer; PTR Robots, en mobil robot til forflytning- og genoptræning af patienter, med flere.

De seneste data fra International Federation of Robotics viste en årlig vækst i antal solgte servicerobotter generelt på 61 procent, svarende til et totalt salg på 271.000 robotter solgt på det globale marked.

Mange nye danske jobs
Robotventurefabrikken i Odense skaber med sin globale vækst også lokal vækst i Odense, hvor hovedkontoret i løbet af 2019 har øget staben betydeligt og snart sprænger rammerne i sit nuværende domicil. Derfor flytter Blue Ocean Robotics i nye rammer i sommeren 2020, hvor der med 5 gange flere kvadratmeter også er betydeligt bedre plads til at skalere produktionen af robotter. Blue Ocean Robotics var ved udgangen af 2019 ca. 127 personer fordelt på over 28 nationaliteter, og per dags dato er 145 beskæftiget i den danske robotkoncern, heraf er ca. 30 % kvinder. For øjeblikket søger koncernen 20 yderligere medarbejdere til blandt andet robotproduktionen i Odense.

Vellykket strategisskifte
Blue Ocean Robotics lavede i 2018 en betydelig ændring i deres strategi. Tidligere engagerede virksomheden sig med store globale industrielle partnere til udvikling af nye robotter, som belønnede virksomheden med royalties på deres efterfølgende produktion og salg af robotter. Med den nye strategi fra 2018, finansierer Blue Ocean Robotics selv udviklingen af nye robotter, og tager majoritet i ventureselskaberne der skabes. Målet er at nå en betydelig vækst i disse ventureselskaber for i sidste ende at opnå en exit, dvs. frasalg af ventureselskaberne. Blue Ocean Robotics udvikler sine professionelle servicerobotter fra problem, idé og design over udvikling, kommercialisering, markeds scale-up og frem til exit. Hver robot flyttes ud i eget datterselskab som står for at skalere salget globalt. Datterselskabet fungerer som et ventureselskab, da målet er en exit og frasalg af robot-forretningen på et passende tidspunkt. Det vil sige at Blue Ocean Robotics er verdens første “Robot Venture Factory”.

I 2019 har Blue Ocean Robotics haft et strategisk fokus på at styrke den samlede organisation, så den er optimeret til fremtidig kommerciel vækst og deraf følgende krav omkring kundeservice, support og produktion samt håndtering af en voksende portefølje af robotter i udvikling.

Kort om Blue Ocean Robotics
Blue Ocean Robotics udvikler, producerer og sælger professionelle servicerobotter primært inden for sundhed, hospitality, byggeri og landbrug. Porteføljen af robotter inkluderer bl.a. GoBe Robots, en mobil telepresence robot til kommunikation, øget prduktvitet, social inklusion og CO2 klimaforbedringer; UVD Robots, en mobil robot til desinfektion af patientstuer; PTR Robots, en mobil robot til forflytning- og genoptræning af patienter, mfl. Virksomheden udvikler robotterne fra problem, ide og design over udvikling, kommercialisering og frem til scale-up, og hvert robot brand etableres i eget datter-/ventureselskab. Dermed er Blue Ocean Robotics den første i verden af sin slags – en “Robot Venture Factory”. Blue Ocean Robotics har blandt andet vundet en af robotbranchens største internationale priser, IERA Award 2019, og senest i marts 2020 har selskabet vundet den europæiske robotindustris pris, “euRobotics Tech Transfer Award, 2020”.

Kontakt:

PR & Marketing Manager Merima Cikotic tlf.: +45 71 99 56 06 email: mc@blue-ocean-robotics.com

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regnskab-blue-ocean-robotics-investeringer-i-vaekst-virker?releaseId=13591397

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu