PRM / Rekord mange i job – men det flader ud i byggeriet

21. november 2018 09:52 | Af: Ritzau Info
 

Aldrig i danmarkshistorien har der været så mange i arbejde, som der er nu, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der er også blevet flere medarbejdere i byggevirksomhederne. Men jobvæksten har ikke så meget fart på som tidligere.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

I september måned steg antallet af lønmodtagere i de danske virksomheder med 3.100 medarbejdere. Det bringer det samlede antal lønmodtagere op på 2.760.100. Og det er rekord.

– Presset på arbejdsmarkedet er tiltaget gennem 2018, men alligevel bliver netop arbejdsmarkedet ved at levere varen som den vigtigste vækstmotor i dansk økonomi, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

Beskeden jobvækst i byggeriet

I bygge- og anlægsbranchen var der i september lige som i de foregående måneder en beskeden jobvækst på ca. 300 lønmodtagere. Og meget tyder på, at beskæftigelsen nu flader ud på et højt niveau.

– Rundt omkring på landets byggepladser er det blevet sværere at tiltrække de rette kvalificerede medarbejdere. Der er stadig godt gang i byggeriet af nye boliger, og rigtig mange boliger og erhvervsbygninger bliver renoveret i de her år. Men især vejanlægsområdet er begyndt at trække i modsat retning. I øjeblikket afsluttes der flere projekter end der påbegyndes, siger Bo Sandberg.

Beskæftigelsen mål for økonomisk vækst

Traditionelt har bruttonationalproduktet været det nøgletal, der er blevet holdt mest øje med, når temperaturen på dansk økonomi skal tages. Men opgørelsen af BNP er blevet mere usikker. I disse år ser vi nogle voldsomme opjusteringer af væksten med flere års forsinkelse. Derfor anses antallet af nye lønmodtagere efterhånden af mange som en mere retvisende strømpil for aktiviteten i samfundet.

– Der er egentlig ikke noget nyt i, at den månedlige lønmodtagerbeskæftigelse har overhalet BNP som det vigtigste og mest retvisende nøgletal for dansk økonomi. Den nylige opjustering af BNP, hvor vi med et trylleslag blev 28 mia. kr. rigere – svarende til ca. 5.000 kr. pr. indbygger – har blot gjort denne kendsgerning så meget tydeligere for hele det politiske og økonomiske landskab herhjemme, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, 28 50 38 19
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, 21 24 47 02

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rekord-mange-i-job-men-det-flader-ud-i-byggeriet?releaseId=13564419

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu