ANNONCE

PRM / Rigtig godt udspil fra regeringen – nu skal Christiansborg i arbejdstøjet

18. august 2020 13:17 | Af: Ritzau Info
 

Regeringen har i dag præsenteret sit udspil til en ret til tidligere tilbagetrækning. Regeringen vil give 61-årige, der har været 42-44 år på arbejdsmarkedet en ret til at trække sig tilbage 1-3 år før folkepensionsalderen. 38.000 personer ventes at få ret til tidligere tilbagetrækning i 2022.

Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation

“Det er et rigtig godt udspil, regeringen er kommet med. Regeringen retter med udspillet op på noget af det, velfærdsforliget stadig mangler. Nemlig at sikre, at rigtig mange af dem med lange arbejdsliv fremover kan trække sig tilbage uden at stå med hatten i hånden. Derfor er det et rigtig godt udgangspunkt for en god aftale”, siger formand for FH, Lizette Risgaard.

“Nu håber jeg så, at politikerne trækker i arbejdstøjet og lander en bred politisk aftale, der sikrer en værdig tilbagetrækning for de lønmodtagere, som har arbejdet siden deres helt unge år. Det samme håber et stort flertal af danskerne, siger hun.

Retfærdigt at det er antal år på arbejdsmarkedet, der tæller
I udspillet afhænger retten til tidligere tilbagetrækning alene af antal år på arbejdsmarkedet og ikke af arbejde i bestemte job eller brancher.

“Det er klogt set af regeringen, at retten til tidligere tilbagetrækning ikke kobles til særlige job, erhverv eller uddannelse for dens sags skyld. Det ville give et meget kompliceret og formentlig ikke særligt retfærdigt pensionssystem”, siger Lizette Risgaard.

Til efteråret skal Folketingets partier tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves til 69 år i 2035. Det er en del af det såkaldte Velfærdsforlig fra 2006, som knytter stigning i levetiden til udviklingen i pensionsalderen.

Indsats der forbedrer arbejdsmiljøet og fastholder seniorer mangler fortsat
“Jeg anerkender, at når vi lever længere, så skal vi også arbejde længere, men vi har savnet en erstatning for de forudsætninger, der lå til grund for Velfærdsforliget. De store forringelser af efterlønnen og den manglende opgradering af arbejdsmiljøet udfordrer grundlaget for Velfærdsaftalen. Det er ikke alle lønmodtagere, som kan nå pensionsalderen med et godt helbred i behold”, udtaler Lizette Risgaard.

Regeringens udspil indeholder ikke initiativer, der skal forbedre arbejdsmiljøet og fastholde seniorerne på arbejdspladserne. Lizette Risgaard efterlyser en indsats på de områder.

“Jeg savner initiativer, der kan forbedre arbejdsmiljøet, forebyggelse og fastholdelse, så lønmodtagerne undgår nedslidning og dårligt helbred på grund af arbejdet. Ambitionerne på det område skal hæves, og det har jeg en klar forventning om, at arbejdsmarkedets parter og regeringen/Folketinget vil forpligte sig til”, siger Lizette Risgaard.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rigtig-godt-udspil-fra-regeringen-nu-skal-christiansborg-i-arbejdstojet?releaseId=13598053

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu