PRM / Ritzau lancerer ny videotjeneste om kendte og kultur

9. maj 2018 13:21 | Af: Ritzau Info
 

Ritzaus datterselskab Ritzau Fokus lancerer nu en ny videotjeneste med fokus på kultur.

Pressemeddelelse fra Ritzaus Bureau A/S

Ritzau Fokus har unik adgang til mange kendte og til begivenheder i kulturlivet, som egner sig til video. Og da videoindhold efterspørges af kunderne lanceres nu kulturvideo, der er en tjeneste, hvor kulturredaktionen producerer videointerviews og reportager.

“Levende billeder kan noget helt særligt, og vi ved, at video tiltrækker læserne. Vi laver interviews med spændende danske kulturpersonligheder og er med ved store arrangementer og prisuddelinger i både ind- og udland, og det skal vi selvfølgelig udnytte til at give vores kunder det, de efterspørger,” siger chef for kulturtjenesten Eva Maria Brandi, der også har en fortid som videojournalist på Ritzaus Bureau.

Planen er at producere videoindslag hver uge med danske kendte og fra danske kulturbegivenheder. Og i det omfang, at det er muligt, vil der også blive produceret video fra internationale begivenheder som for eksempel filmfestivalen i Cannes, Oscar uddelingen og Eurovision.

“Som nyhedsbureau vil vi gerne stå stærkere på video. Det udbygger vi nu til også at omfatte kultur, hvilket vi ser et fint kommercielt potentiale i,” udtaler administrerende direktør i Ritzau Fokus Anders Lind Jørgensen.

Videoindslagene er typisk på et til tre minutter og kan publiceres direkte eller bruges som råmateriale til egne indslag. Indslagene vil også i langt de fleste tilfælde følge kulturtjenesten på tekst, så begge indholdstyper kan spille sammen.

Videoindslagene distribueres via Ritzaus Videoweb, hvor der nemt kan dannes et overblik over udbuddet af indslag og downloades fra.

Ritzau Fokus er et datterselskab til Ritzaus Bureau, der beskæftiger sig med kulturjournalistik, radionyheder og forbrugerstof.

Kontakt: Administrerende direktør Anders Lind Jørgensen på alj@ritzau.dk eller telefonnummer 2671 9785.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ritzau-lancerer-ny-videotjeneste-om-kendte-og-kultur?releaseId=12801798

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu