PRM / Samarbejde mellem Jobcentret og de lokale virksomheder bærer frugt: Gedser Røgeri manglede ansatte – to uger senere var fire nye medarbejdere ansat

17. maj 2018 10:20 | Af: Ritzau Info
 

Et toårigt forsøg, der skulle få flere virksomheder til at rekruttere medarbejdere gennem Jobcentret i Guldborgsund, er så stor en succes, at det nu bliver permanent.

Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

Gedser Røgeri kom som ny virksomhed godt fra start i 2017. Derfor turde indehaverne Erik Nielsen og Hanne Zimmermann ikke åbne røgeriet i sæson 2018 uden flere medarbejdere. Trods rygter om langsommelig og utilstrækkelig service valgte Gedser Røgeri at tage kontakt til Guldborgsund Kommunes jobcenter i deres søgen efter nye medarbejdere. Og det har Erik Nielsen og Hanne Zimmermann ikke fortrudt. Tværtimod.

Efter fire dage var jobopslagene ude, og en uge senere måtte de tages ned, da parret havde modtaget 70 ansøgninger. Kun to uger efter det første møde med Jobcentrets virksomhedskonsulent havde Gedser Røgeri ansat fire nye medarbejdere: En kok og tre røgeriassistenter.

“Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at gå den vej, hvis vi igen mangler medarbejdere. Det er nemt, der er god og hurtig service, og så er det ovenikøbet gratis for os virksomheder. Vi har fået nye medarbejdere, hurtigere end vi selv havde kunnet skaffe dem og uden, at det har kostet os en krone. Jeg kan kun anbefale alle andre virksomheder at tage kontakt til Jobcentret, når der er ledige stillinger, der skal besættes,” siger Hanne Zimmermann fra Gedser Røgeri.

I 2016 lancerede Guldborgsund og Lolland Kommuner en række initiativer i samarbejde med erhvervsfremmeorganisationen Business Lolland-Falster. Initiativer, der netop skulle hjælpe lokale virksomheder med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

Som et toårigt forsøg flyttede virksomhedskonsulenter fra de to kommuners jobcentre sammen med kollegerne hos Business Lolland-Falster et par dage om ugen. Fælles virksomhedsbesøg, hurtig hjælp og sagsbehandling samt andre tiltag skulle styrke virksomhedernes kontakt med jobcentrene. Og det har virket. Derfor bliver samarbejdet nu permanent.

Antallet af virksomheder, som Guldborgsund Kommunes jobcenter har et formaliseret samarbejde med, er steget i den toårige periode. Og det stiger fortsat, ligesom flere virksomheder kontakter Jobcentret, når der skal rekrutteres. Det viser de seneste statistikker. Guldborgsund Jobcenter ligger i top 12 af alle landets kommuner når det kommer til samarbejde med virksomhederne.

“Vi oplever, at vi gennem det tætte samarbejde har øget mulighederne for at virksomhedernes behov kan efterkommes. Derfor er det helt indlysende, at vi fortsætter samarbejdet arbejdet og ikke længere kalder det et forsøg,” siger Ole K. Larsen, formand for beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune.

Det er man enig i hos Business Lolland-Falster. Her vurderer adm. direktør Mikkel Wesselhoff, at samarbejdet er en gevinst for erhvervslivet:

“Vi har i vores organisation haft stor glæde af, at vores forretningsudviklere har kunnet tage på virksomhedsbesøg sammen med en konsulent fra jobcenteret. Sammen har vi kunnet levere en bedre service til virksomhederne, så de sparer tid og unødige ærgrelser i rekrutteringsprocessen. Jeg er derfor rigtig glad for, indsatsen nu bliver permanent,” siger Mikkel Wesselhoff.

SÅDAN FUNGERER SAMARBEJDET:

Hvis en virksomhed ønsker hjælp til rekruttering, kan den kontakte Jobcentrets virksomhedskonsulenter eller Business Lolland-Falster direkte.

På et møde taler Jobcentrets virksomhedskonsulenter med virksomheden om behov og jobindhold, og de søger aktivt efter ledige, hjælper evt. med at lave jobannoncer og opslagene bliver lagt på jobnet.dk.

Virksomhedskonsulenterne fra Jobcentret og Business Lolland-Falster yder også generel vejledning og rådgivning i rekruttering.

For yderligere kontakt:

Gedser Røgeri, Erik Nielsen og Hanne Zimmermann. Mobil: 20103075, mail: gedserroegeri@gmail.com

Ole K. Larsen, formand for beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune. Mobil: 25180398, mail: byokl@guldborgsund.dk

Mikkel Wesselhoff, direktør, Business Lolland-Falster. Mobil: 40382436, mail: mw@businesslf.dk

Gitte Jensen, Virksomhedskonsulent, Jobcentret, Guldborgsund Kommune. Mobil: 25 18 03 38, mail: gj@guldborgsund.dk

Johanne Duus Hornemann, kommunikationskonsulent, Guldborgsund Kommune. Mobil: 25 18 23 35, mail: jdh@guldborgsund.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/samarbejde-mellem-jobcentret-og-de-lokale-virksomheder-baerer-frugt-gedser-rogeri-manglede-ansatte—to-uger-senere-var-fire-nye-medarbejdere-ansat?releaseId=12842911

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu