PRM / Sammen om at få flere unge til at blive faglærte

25. april 2018 11:00 | Af: Ritzau Info
 

Af parterne bag Faglært til vækst: Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand, John Schmidt Andersen (V), borgmester for Frederikssunds Kommune, Steen Christiansen (S), formand for KKR Hovedstaden og borgmester i Albertslund Kommune, Lars Gaardhøj (S), formand for Erhvervs-, Vækst og Forskningsudvalget, Ole Heinager, direktør for NEXT Uddannelse, René Van Laer, direktør for Handelsskolen København, Anette Kjær Sørensen, afdelingschef for Hovedstadens Rekrutteringsservice, Morten Emborg, konst. direktør for Technical Education Copenhagen.

Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

Manglen på arbejdskraft skaber flaskehalse på arbejdsmarkedet og er med til at bremse den spirende vækst og jobskabelse i virksomhederne. Her i regionen er det især en udfordring at få nok unge til at vælge en erhvervsuddannelse. 13,7 pct. har i år søgt direkte ind på erhvervsuddannelserne efter folkeskolen, hvilket dækker over regionale forskelle. Selvom det er en lille stigning for regionen samlet set i forhold til sidste år, er det langt til målet på 25 pct.

Derfor inviterede regionen virksomheder, erhvervsskoler, arbejdsmarkedets parter, kommuner og regionen til at lave en fælles aftale ‘Faglært til vækst’ i 2016, fulgt op af regionale midler til at finansiere de fælles initiativer. I aftalen har vi bl.a. samlet kræfterne om at sikre, at flere unge får en erhvervsuddannelse, og at flere ledige og beskæftigede opkvalificeres fra ufaglært til faglært – og de første initiativer er nu blevet til virkelighed.

Der skal sættes ind i folkeskolen

Folkeskolen er en vigtig rekrutteringskilde til erhvervsuddannelserne. Med ‘Faglært til vækst’ skaber vi systematik og sammenhæng i folkeskoleindsatser om erhvervsuddannelser på tværs af regionen.

Folkeskolelever fra 4 -7. klasse kan besøge Byggeboxen på byggeriet Nærheden, Høje Tåstrup eller på Bispebjerg Hospital og snart også i bydelen Vinge, Frederikssund. Her kan de opleve skolens fag i en ny praktisk kontekst, komme ind bag byggepladsens hegn og møde branchens mennesker, maskiner og muligheder i forbindelse med byggerierne.

På Vestegnen laver man vejledningsforløb om erhvervsuddannelser med rollemodeller i 6. og 7. klasse og arbejder målrettet med at styrke erhvervspraktikken i 8. klasse. Med Copenhagen Skills er der introduktionsdage om erhvervsuddannelserne for alle 8. klasse elever i hele regionen, samt to store årlige uddannelsesmesser i henholdsvis FrederiksborgCenter og Bella Center. I projektet FUEL i Frederikssund arbejder man med at skabe forpligtigende samarbejder mellem grundskole, erhvervsuddannelser og virksomheder. Endelig har ufaglærte fået nye kompetencer via en række opkvalificeringsforløb. Regionen har bidraget med midler til indsatserne.

Vi kan bedst afhjælpe virksomhedernes udfordring med mangel på faglærte ved at samle de regionale kræfter, som vi har gjort i Faglært til vækst. Det vil vi gerne minde regeringen om i deres arbejde for at forenkle systemet for erhvervsfremme – for sat på spidsen, så har virksomhederne slet ikke brug for rådgivning, hvis de ikke kan få kompetente medarbejdere.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sammen-om-at-fa-flere-unge-til-at-blive-faglaerte?releaseId=12718692

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu