PRM / Søfartsstyrelsen overdrager ArcticWeb til Kystverket i Norge

31. maj 2018 13:23 | Af: Ritzau Info
 

ArcticWeb, der er et web-baseret navigationsværktøj, overdrages den 1. juni fra Søfartsstyrelsen til Kystverket i Norge. ArcticWeb bruges af rederier, der har skibe, der sejler i de arktiske farvande.

Pressemeddelelse fra Søfartsstyrelsen

Søfartsstyrelsen har sammen med en række samarbejdspartnere arbejdet med udvikling og drift af ArcticWeb siden 2013. Nordisk Ministerråd har ydet støtte til arbejdet. Formålet med ArcticWeb har været at øge sejladssikkerheden i farvandene omkring Grønland.

For at sikre fortsat drift, udvikling og tilgængelighed af værktøjet har Søfartsstyrelsen arbejdet på at finde en partner, der kan drive og udvikle ArcticWeb videre og gerne udvide den geografiske dækning af systemet fra de grønlandske farvande til flere farvande i det arktiske. Det norske Kystverket har i dag fået overdraget driften af ArcticWeb fra Søfartsstyrelsen.

Charlotte Ahrendt Steen, vicedirektør i Søfartsstyrelsen:

“Det glæder mig meget, at Kystverket i Norge vil overtage driften af ArcticWeb og dermed fortsætte arbejdet med at øge sejladssikkerheden i de arktiske områder. At det netop er Kystverket, der overtager ArcticWeb øger muligheden for at udvide den geografiske dækning fra Grønland til flere arktiske farvande”.

ArcticWeb giver brugerne adgang til data som eksempelvis skibes AIS-data, iskort og indenskærs israpportering fra DMI og satellitfotos fra NASA. Ved at kombinere disse data kan ArcticWeb øge sikkerheden, ligesom værktøjet gør det muligt for brugerne at dele deres ruter, koordinere deres sejlads og lave risikoprofiler.

FAKTA

Udviklingen af ArcticWeb er foregået i samarbejde med følgende samarbejdspartnere; Grønlands Selvstyre, Kystverket/BarentsWatch i Norge, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Geodatastyrelsen, Arktisk kommando og Forsvarets Center for Operativ Oceanografi.

Langt størstedelen af den oprindelige målgruppe for værktøjet, nemlig passager- og krydstogsskibe i farvandene ved Grønland, er i dag registrerede brugere af ArcticWeb. ArcticWeb understøtter dermed, at sejladssikkerheden højnes for ca. 250 brugere, når der sejles i arktiske farvande.

Søfartsstyrelsen har været projektleder på udviklingen af ArcticWeb.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sofartsstyrelsen-overdrager-arcticweb-til-kystverket-i-norge?releaseId=12961632

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu