PRM / Stadigt populært at studere i Silkeborg

5. juli 2018 14:45 | Af: Ritzau Info
 

Det er fortsat populært at læse til lærer i Silkeborg. Det står klart, efter VIA University College har opgjort dette års ansøgningstal, som ligger nogenlunde på niveau med sidste år. Generelt er der fremgang til læreruddannelsen i hele regionen og fuldt hus på de øvrige professionsuddannelser i Silkeborg.

Pressemeddelelse fra VIA University College

Torsdag den 5. juli kl. 12.00 var sidste chance for at søge ind på en videregående uddannelse i år. Og ved ansøgningsfristens udløb har læreruddannelsen i Silkeborg modtaget i alt 387 ansøgninger, hvoraf 106 ansøgere har uddannelsen som deres førsteprioritet. Det er en mindre tilbagegang på 16 ansøgere sammenlignet med dem, der havde uddannelsen som første prioritet sidste år.

Erfaringsmæssigt kommer der dog mange flere til, efterhånden som de studerende får svar – eller afslag – på deres prioriterede ansøgninger den 28. juli.

Generel fremgang til læreruddannelsen
Det stabile antal af ansøgninger til læreruddannelsen i Silkeborg skal ses i lyset af, at det i år er blevet muligt at læse til lærer flere steder i Region Midtjylland, efter VIA har oprettet uddannelsesstationer i både Randers og Holstebro. Sammenlignet med sidste år er der nemlig en generel fremgang på 6,6 procent flere ansøgere, der har læreruddannelsen som første prioritet.

“Det er særligt positivt, at der igen i år er en stigning i antallet af ansøgninger til vores læreruddannelse, for der er direkte mangel på lærere flere steder i Danmark. Det at blive lærer, og dermed tage ansvar for at danne og uddanne Danmarks børn, er afgørende vigtigt for hele samfundets udvikling,” siger Harald Mikkelsen, der er rektor på VIA University College.

Flere lokale skoler melder om øget behov for rekruttering af lærere, og VIA har derfor fået bevilget 100 ekstra studiepladser af Uddannelses- og Forskningsministeriet til dette års optag. Samtidig har professionshøjskolerne igangsat en handleplan med ti ambitioner, som skal gøre læreruddannelsen endnu stærkere, så man kan møde fremtidens behov for veluddannede lærere.

Forventning om fuldt hus på pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen
På pædagoguddannelsen i Ikast, der også er en del af VIAs Campus i Silkeborg, kan man igen i år melde om fuldt hus på uddannelsen. Ligeledes kan sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg, på trods af en tilbagegang i antallet af ansøgere på 17 procent, se frem til fyldte studiepladser, når de studerende starter efter sommerferien. Derfor bekymrer det heller ikke Harald Mikkelsen, at der samlet set er færre ansøgere i år.

“Søgningen til stort set alle uddannelserne er steget de sidste ni år i træk. Derfor er det naturligt, at det ikke bare fortsætter. Det afgørende er, at der stadig er mange, som søger vores uddannelser – endda flere, end vi har mulighed for at optage,” siger Harald Mikkelsen.

Populære professionsbacheloruddannelser
De tre uddannelser, som udbydes på Campus Silkeborg, er samtidig de tre mest populære professionsbacheloruddannelser i hele VIA. Cirka hver 10. ansøgning i Danmark er til en af VIAs over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland.

“Den generelt store søgning til VIA beviser for mig, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som veksler mellem teori og praksis. Vores dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på en arbejdsplads. Og det er der brug for, hvis vi skal skabe både privat vækst og stærk offentlig velfærd i fremtiden,” siger Harald Mikkelsen.

Ansøgerne får besked lørdag den 28. juli, om de er optaget på deres uddannelse eller ej. Efterfølgende skal de ansøgere, der har fået tilbudt en studieplads, bekræfte på VIAs optagelsesportal, at de stadig er interesserede i at starte på uddannelsen.

Kontaktoplysninger
Harald Mikkelsen, rektor for VIA University College
Tlf.: 87 55 10 01 // E-mail: hm@via.dk

Peter Friese, prorektor for VIA University College
Tlf.: 87 55 10 12 // E-mail: pf@via.dk

Casper Grud Nielsen, pressekontakt på VIA University College
Tlf.: 87 55 15 16 // grud@via.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stadigt-populaert-at-studere-i-silkeborg?releaseId=13184723

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu