PRM / Støjberg til midt- og vestjyske byggevirksomheder: flygtningene i jeres virksomheder skal hjem igen

5. november 2018 11:01 | Af: Ritzau Info
 

Uanset hvor meget de lokale byggevirksomheder mangler folk, skal de flygtninge, de har ansat, sendes tilbage til hjemlandet lige så snart, det er muligt. Beskeden fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var klar, da hun talte til medlemmerne af Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland ved den årlige generalforsamling fredag eftermiddag på Golf Hotel i Viborg. Ikke alle var dog enige med ministeren.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

For en byggevirksomhed, der overvejer eller allerede har en flygtning ansat, er spørgsmålene meget jordnære. Kan jeg regne med ham? Skal jeg bruge en masse ressourcer og kræfter på at uddanne og efteruddanne ham? Kan jeg forvente, at han bliver?

– Nej, det gør han ikke. Sådan lød det utvetydige svar fra Inger Støjberg, da hun talte til de ca. 55 fremmødte virksomhedsledere på generalforsamlingen i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.

– Alle flygtninge skal selvfølgelig hjem og bygge deres land op igen, når der bliver fred i deres hjemland. De flygtninge, der er nået til Danmark er stærke. Og vi står over for en ubegribelig folkevandring, sagde ministeren.

Glad for syrisk murersvend

Indehaver af murerfirmaet Kurt Nielsen A/S i Herning Asbjørn Schlosser var ked af Inger Støjbergs melding. Han har en syrisk murer ansat, som han er meget glad for. Syreren taler flydende dansk, har dansk kørekort og drømmer om et liv i Danmark med sin familie, der også bor i Danmark. Som en af 11 medarbejdere i firmaet er han blevet en meget central arbejdskraft. Men Asbjørn Schlosser er i tvivl om, hvor meget han tør at satse på syreren, selv om han er faldet godt til i virksomheden.

Det gør dog ingen forskel ifølge Inger Støjberg.

– Jeg kan sagtens se det ud fra dit synspunkt. Men flygtningene bliver nødt til at respektere, at de skal hjem og hjælpe med at bygge deres land op igen. Det er nødvendigt hvis europæerne skal have tillid til asylsystemet, sagde hun.

Murerfaget truet

Asbjørn Schlosser slog fast, at han var uenig med udlændinge- og integrationsministeren. Ikke mindst fordi de midt- og vestjyske bygge- og anlægsvirksomheder har svært ved at skaffe de kvalificerede medarbejdere, de har brug for. Hvorfor så ikke lade flygtninge, der ikke ligger samfundet til last, blive boende og bidrage til det danske samfund?

Debatten om mangel på medarbejdere og de alt for få unge, der går i gang med en faglært uddannelse, var det emne, der fyldte mest på årets generalforsamling i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland. Alle var enige om, at situationen er kritisk allerede nu. Og de seneste prognoser viser, at Danmark vil mangle op mod 70.000 faglærte i 2025 heraf godt 15.000 inden for bygge- og anlægsbranchen.

Kontakt:

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02
Chefkonsulent Steen Høygaard, sth@danskbyggeri.dk, telefon 25 66 63 17

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stojberg-til-midt–og-vestjyske-byggevirksomheder-flygtningene-i-jeres-virksomheder-skal-hjem-igen?releaseId=13563546

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu