PRM / Stor kæde af autoværksteder sætter turbo på indtjeningen

3. august 2018 12:03 | Af: Ritzau Info
 

Den landsdækkende kæde af autoværksteder QuickPot har forbedret bundlinjen gennem effektiviseringer og et øget fokus på webshoppen, men manglen på kvalificeret arbejdskraft bremser virksomhedens vækstambitioner.

Pressemeddelelse fra QuickPot A/S

– Det skal fand’me være i orden! Sådan lyder mottoet hos Danmarks største kapitalkæde af autoværksteder, QuickPot. Og slagordet må siges at holde stand i forhold til virksomhedens årsregnskabet for 2017. Indtjeningen er vokset med over 75 procent til et resultat på 5,5 millioner kroner. Fremgangen er nået med en omsætning, der ligger på linje med det forrige år. Det gode resultat kan tilskrives en mere effektiv brug af kædens medarbejdere i forhold til høj- og lavsæson samt et øget fokus på at få kunderne til at anvende hjemmeside og webshop.

– Vi er begyndt at arbejde meget mere med varierende arbejdsuger, så mekanikerne kan knokle igennem, når der er rigtig travlt i for- og efterår, hvor alle skal have skiftet dæk. Til gengæld arbejder de måske kun 30 timer, når der er stille på værkstederne. Samtidig er vi lykkes med at få kunderne til at booke tider og indhente tilbud over nettet, så der ikke længere er samme tryk på telefonerne. I højsæsonen var der førhen konstant én fast mand på telefonen i hvert værksted, fortæller Steen Haugaard Fransen, der er stifter og administrerende direktør i QuickPot.

Virksomheden har 28 autoværksteder fordelt over hele landet med i alt 130 uddannede mekanikere og 25 lærlinge.

Mekanikere en mangelvare

Gode mekanikere er en mangelvare, og QuickPot har ofte meget svært ved at rekruttere det personale, der kræves, for at toplinjen kan vokse i samme tempo som bundlinjen. Derfor kan antallet af lærlinge meget vel vise sig at blive næsten fordoblet inden længe. Lærlinge er nemlig en af de eneste måder, QuickPot kan skaffe flere hænder på værkstederne.

– Vi ansætter snart 20 nye lærlinge, simpelthen fordi, vi ikke kan skaffe nok uddannet personale. Heldigvis har QuickPot i mange år haft samarbejder med erhvervsskoler i Viborg og Hvidovre om talenthold for de særligt dygtige mekanikerelever. Det er nemlig vigtigt, at de kan arbejde selvstændigt fra begyndelsen, fortæller Steen Haugaard Fransen.

Når QuickPot slår en stilling op, modtager de i bedste fald en håndfuld ansøgninger, i værste fald slet ingen. Situationen står i kontrast til i 2008, hvor virksomheden kunne slå en jobannonce op om formiddagen og tage den ned igen til middag.

Computer og skruenøgle

Der er sket meget med mekanikerfaget siden 1993, hvor QuickPot blev etableret. Bilerne er blevet mere avancerede, og computeren er i dag et lige så vigtigt redskab som skruenøglen. Som navnet antyder, begyndte QuickPot som en virksomhed, der solgte dæk og udstødninger. I dag fylder den originale forretning kun fire procent af omsætningen, og virksomheden har udviklet sig til en full-service værkstedskæde, hvor konkurrenceparameteret er kvalitet og service.

– I dag er vi et værksted på lige fod med alle andre – bare bedre. Der er stadig nogen i branchen, der ser os som forhandler af dæk og udstødninger, men vi kan det hele i dag. Vi er ikke ude på at underbyde konkurrenterne, men satser derimod benhårdt på kvalitet, forklarer Steen Haugaard Fransen.

Kontakt:

Kontaktoplysninger

Steen Hougaard Fransen
Direktør, QuickPot
(+45) 21 61 35 22
sh@quickpot.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-kaede-af-autovaerksteder-saetter-turbo-pa-indtjeningen?releaseId=13283378

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu