PRM / Talentkamp i Thorsø: Nyuddannet fik et fast job og en gratis uddannelse

9. juli 2018 07:30 | Af: Ritzau Info
 

Store kæder som XL-BYG og Nobia ansætter størstedelen af de stadig færre faglærte talenter, lyder det fra Danmarks to fagskoler. Kasper Krüger valgte den lokale XL-BYG i Thorsø, hvor han fik mulighed for at videreuddanne sig.

Pressemeddelelse fra XL-BYG

De store kædevirksomheder har sat alle sejl til i kampen om de dygtigste unge faglærte, som der bliver stadig færre af. 27-årige Kasper Krüger afsluttede for to år siden sin uddannelse som salgsassistent ved XL-BYG i Thorsø. Han valgte at takke ja til et tilbud om fastansættelse, da XL-BYG gav ham mulighed for at læse videre som nyuddannet.

– Hvis hele diskursen i samfundet går på mere og mere uddannelse, så er det vigtigt for mig, at jeg ikke bliver parkeret på et sidespor, bare fordi jeg er faglært og har gået på en erhvervsuddannelse. Jeg er klar over, det er en investering i mig som medarbejder, men det er også min klare oplevelse, at jeg er blevet bedre til mit arbejde med de mange nye redskaber, jeg har erhvervet mig. Og når virksomheden investerer i dig som medarbejder, så giver man også meget gerne efter bedste evne en god indsats retur, siger Kasper Krüger, der foreløbigt har taget 2 akademifag og dermed er 2 fag fra en fuld uddannelse som merkonom.

Kæderne rekrutterer dobbelt så mange

Kasper Krüger fra XL-BYG i Thorsø er langt fra et særtilfælde. På landets to fagskoler, Business College Syd og Handelsfagskolen i Odder, der tilsammen uddanner tæt ved 7.000 unge om året indenfor kontor, handel og detail, oplever de en markant stigende interesse fra kæderne. Mere præcist rekrutterer kæderne i dag syv ud af ti faglærte elever efter endt praktik, hvilket svarer til en fordobling på tre år.

– Kæderne har fået øjnene op for, at manglen på faglært arbejdskraft kun bliver værre i de kommende år, så de har skruet op for maskineriet og sætter mange ressourcer af til at udvikle de unge mennesker, der starter som elever hos dem. Det er naturligvis attraktivt for vores elever, der efter praktikken i høj grad gerne vil blive på en arbejdsplads, som har vist interesse i dem fra dag ét, siger teamkoordinator og underviser Claus Christensen fra Handelsfagskolen i Odder.

En succesfuld investering

For tre år siden satte HR-chef Liselotte Christensen fra XL-BYG en omfangsrig indsats i søen for at rekruttere flere talenter. Byggevarekæden har inklusive marketingsudgifter firdoblet det beløb, de bruger på at tiltrække og uddanne elever. I dag tilbyder de nye elever masser af ekstra uddannelse, lokale elevcoaches der følger de unge tæt, karriereplanlægning, sociale netværk med arrangementer kun for kædens elever, priser til de bedste og sociale medier målrettet eleverne.

– I XL-BYG lever vi af at levere førsteklassesrådgivning, og det kræver veluddannede medarbejdere – nyansatte såvel som erfarne. Eftersom erhvervsuddannelserne desværre er blevet nedprioriteret i årevis, står store som små virksomheder i en regulær kamp om talenterne, og den har vi naturligvis ikke tænkt os at tabe. Vi er derfor godt tilfredse med, at vi i dag rekrutterer syv ud af ti elever efter end praktik, hvilket er en fordobling på fem år, fortæller HR-chef Liselotte Christensen.

Hos Nobia, der står bag kendte køkkener som HTH, Invita og uno form, rekrutterer man hele 9 ud af 10 elever efter praktik.

– Vi er førende i branchen og skal blive ved med at tiltrække morgendagens stjerner, selvom der bliver færre af dem. Vi har med succes skruet op for indsatsen og tilbyder eget akademi, lokale oplæringsansvarlige, virksomhedsbesøg i udlandet og messer og faglige events, siger Freddy Kloster Nielsen, Head of Training and Development hos Nobia Denmark A/S.

Kontakt:

Kasper Krüger
Salgsassistent, XL-BYG i Thorsø
(+45) 29 21 36 20
(+45) 87 67 82 23
kasper-kruger@hotmail.com

Liselotte Christensen
HR- og kommunikationschef, XL-BYG
(+45) 87 45 41 02
(+45) 27 80 07 11
llc@xl-byg.dk

Claus Christensen
Teamkoordinator og underviser, Handelsfagskolen i Odder
(+45) 21 62 61 36
(+45) 86 54 17 00
clch@handelsfagskolen.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/talentkamp-i-thorso-nyuddannet-fik-et-fast-job-og-en-gratis-uddannelse?releaseId=13141028

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu