PRM / TDC Erhverv styrker cloud-forretning

13. august 2018 11:09 | Af: Ritzau Info
 

TDC Erhverv bliver medejer af danske Cloudeon, der udbyder cloud-tjenester til større virksomheder. Trods sin unge alder har Cloudeon på kort tid opnået enorm succes takket være et af Danmarks stærkeste udvikler-teams.

Pressemeddelelse fra TDC Erhverv

TDC Erhverv har de senere år investeret markant i cloud-markedet, blandt andet med købene af Cirque og Adactit. Det har givet TDC Erhverv en ledende position, som nu styrkes yderligere med en investering i det danske firma Cloudeon. En virksomhed, der er specialiseret i at kortlægge og transformere virksomhedens it-løsninger fra kælderen til skyen.

Det sker i en tid, hvor det bliver stadig mere populært hos virksomheder at lægge deres løsninger i skyen og høste gevinsterne ved altid at være på den nyeste teknologi til en forudsigelig pris.

– Vi er en af de førende udbydere af cloud-tjenester i Danmark, og den position vil vi gerne styrke yderligere, så vi bedst muligt imødekommer de behov, som vores kunder har i dag og i fremtiden, siger koncerndirektør Michael Moyell Juul, leder af TDC Erhverv.

– At skifte til skyen kan ske i flere etaper, og vi er allerede dækket godt ind i forhold til de grundlæggende kontor-applikationer og vores Skype for Business kommunikationsløsninger, men næste skridt er at flytte virksomhedens it-infrastruktur op i skyen. Her vil vores investering i Cloudeon spille en vigtig rolle i at realisere den strategi, tilføjer han.

Aftalen betyder, at TDC Erhverv nu vil eje 40 pct. af Cloudeon, der samtidig indgår i et tæt partnerskab med TDC Erhverv.

– Vi går efter at være markedsførende inden for cloudbaserede digitale tjenester til de største globale virksomheder inden for fem år. Og med TDC Erhverv ombord er der lagt op til et stærkt partnerskab, der vil få en positiv effekt for begge selskaber, siger Frank Mogensen, der er stifter, partner og direktør i Cloudeon.

Firma i vækst
Cloudeon er en ung virksomhed, som blev stiftet i 2016, men allerede i 2017 omsatte firmaet for 45 millioner kroner, og virksomheden har i dag 70 ansatte fordelt over kontorer i København og Aarhus. I 2018 forventer Cloudeon, at selskabet vil nærme sig 100 millioner kroner i omsætning, og for at fortsætte den eksplosive vækst har virksomheden været på udkig efter en investor.

– Det er imponerende, hvad Cloudeon har opnået på kort tid, og den udvikling vil vi gerne understøtte og accelerere med vores investering. Cloudeon har et enormt potentiale og et talentfuldt team, og vi tror på, at de kan drive det langt, fortæller Michael Moyell Juul.

Der kommer ikke til at ske nogen ændringer i den daglige drift hos Cloudeon, der dermed fortsætter den strategi, som allerede er lagt for selskabet.

– Cloudeon har været dygtige til at spotte det voksende behov, som virksomheder har for at flytte fra on-premise løsninger til et langt mere agilt miljø i skyen. Det er en kompliceret og stor beslutning for en virksomhed, men Cloudeon har med sine løsninger formået at gøre skridtet nemt, siger Michael Moyell Juul.

Kontakt:

Pressekontakt TDC Group Communications tlf.: 70203510 email: tdcpresse@tdc.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tdc-erhverv-styrker-cloud-forretning?releaseId=13320983

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu