PRM / Thisted-elever gør en synlig forskel for børn i Tanzania

31. august 2018 09:33 | Af: Ritzau Info
 

5.a på Rolighedsskolen i Thisted samlede brugte briller ind til fattige børn i Tanzania, der ikke selv har råd til at købe briller.

Pressemeddelelse fra Louis Nielsen

22 elever fra Rolighedsskolen i Thisted har igennem de seneste uger samlet 375 brugte briller ind. Ikke fordi de selv skal bruge dem, men for at kunne sende dem tusinde af kilometer syd på til Tanzania, hvor de kan gøre en stor forskel.

Eleverne har nemlig samlet briller ind til chefoptiker Gitte Mose, der i september drager til Tanzania for at foretage synsprøver og uddele brillerne sammen med et hold af optikere fra Louis Nielsen med projektet “Giv Syn til Tanzania”.

Et par briller i Tanzania kan være afgørende for, om et barn kan komme i skole eller ej. Men hverken briller eller optikere er en selvfølge i Tanzania, så mange børn må gå gennem livet med dårligt syn.

Et par briller koster så meget, at man skal vælge mellem at blive hjemme og tjene penge til dem eller gå i skole.

– Det har været en stor oplevelse at være med til at samle briller ind til børn i Tanzania. Vi har talt om, hvor Tanzania ligger, og at briller koster mange penge der. Derfor synes jeg, at det er godt, at vi kan hjælpe med at samle briller ind, siger Julie fra 5.a.

– Flere elever fra 5.a har været rundt i skolens afdelinger for at fortælle om indsamlingen. Det har børnene taget meget seriøst, og de har fået deres kammerater til at hjælpe dem med indsamlingen.

5.a har derfor haft besøg af mange børn fra skolen i alle aldre. Børnene var nysgerrige efter at høre, hvor mange briller, der blev indsamlet. Fortæller de to lærere for 5.a, Malene Kjeldahl Larsen og Maria Tingstrup Lauridsen.

Lokal chefoptiker drager til Tanzania

Den 24. august havde eleverne besøg af chefoptiker Gitte Mose, som besøgte Rolighedsskolen for at tage imod brillerne.

– Det er overvældende at opleve den indsats og den energi eleverne har lagt i indsamlingen. De har virkelig brændt for at samle ind til de jævnaldrende i Tanzania, og det gør mig utrolig glad, fortæller Gitte Mose og fortsætter.

– Behovet for briller er enormt. I Tanzania er der næsten ingen børn, der får en synstest eller briller. Derfor bliver deres synsproblemer ikke opdaget eller taget hånd om, og det betyder, at de får svært ved at følge med i skolen og i værste fald, at deres syn forværres og de bliver blinde, fortæller hun.

Men brugte børnebriller kan gøre en forskel. Derfor glæder Gitte Mose sig til at medbringe brillerne fra Rolighedsskolens indsamling til Tanzania.

– Brillerne kommer helt sikkert til at gøre en forskel for flere børn i Tanzania, og jeg kan slet ikke vente med at komme ned og hjælpe, fortæller Gitte Mose.

Fakta

– I Tanzania bor der 55 mio. mennesker, 25 mio. anslås at have udfordringer med synet

– 24 mio. er børn under 14 år. Halvdelen af disse vurderes at have synsproblemer, dvs. 12 mio. børn

– Det anslås, at der er ca. 105 optikere i hele Tanzania, svarende til, at hver optiker skal håndtere over 235.000 mennesker

– Et par nye briller koster ca. 300 kroner i Tanzania, hvilket svarer til langt over en månedsløn for de fleste tanzanianere

– Louis Nielsen har med deres projekt foretaget over 40.000 synsprøver og uddelt 40.000 briller til lokale borgere i Tanzania

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/thisted-elever-gor-en-synlig-forskel-for-born-i-tanzania?releaseId=13449457

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu