PRM / Tillidsrepræsentanter: Globalisering gør os rigere

4. september 2018 13:11 | Af: Ritzau Info
 

Et stort flertal af tillidsrepræsentanter i Dansk Metal ser positivt på globalisering. Tre ud af fire vurderer, at globalisering er en gevinst for den virksomhed, de arbejder på.

Pressemeddelelse fra Dansk Metal

Over de seneste otte år er vareeksporten fra danske industrivirksomheder steget med 167 milliarder kroner, eller hvad der svarer til 46 procent. Det kan mærkes ude på produktionsgulvene på industrivirksomhederne.

“De danske industrivirksomheder har oplevet et solidt boost i produktiviteten over de senere år, og derfor er danske industrivarer i høj kurs i hele verden. Dem kan vi let sælge og tjene penge på i kraft af EU’s indre marked og handelsaftaler med resten af Verden. Det kan vores tillidsrepræsentanter ude på virksomhederne selvfølgelig også mærke, da der er godt fyldt i ordrebøgerne”, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Dansk Metal har spurgt tillidsrepræsentanter i industrivirksomheder over hele landet om deres syn på globalisering. 73 procent af dem er helt eller delvist enige i, at globalisering samlet set er en gevinst for virksomheden, de arbejder på. Kun fire procent er helt eller delvist uenige.

“Resultatet af vores rundspørge bekræfter i virkeligheden en naturlig velvilje blandt vores medlemmer over for handel med andre lande. Deres svar er et klokkeklart eksempel på, at Danmarks handelsaftaler med resten af verden har betydning helt ud blandt ansatte på landets virksomheder. Det vedkommer os alle, hvordan vores handelsmæssige relationer trives”, siger Thomas Søby.

I 2016 udgjorde import og eksport 101 procent af BNP. Det gør Danmark til en markant mere åben økonomi end for eksempel Frankrig, Japan og USA. Sidste år eksporterede danske virksomheder for 670 milliarder kroner. Det er mere end en fordobling i løbet af de seneste tyve år.

“Der er bekymrende signaler rundt om i verden. Trump har med sin lukkede politik skabt usikkerhed hos handelspartnere i resten af verden. Brexit er et andet eksempel på protektionisme, der også vil kunne skade danske industrivirksomheder. Vi er en lille åben økonomi, der har levet af handel med andre lande i århundreder. Derfor er det en giftig vej, hvis vi begynder at lægge told på hinandens produkter”, siger Thomas Søby.

Det positive syn på globalisering blandt tillidsrepræsentanterne skal ifølge Dansk Metal også ses som et resultat af, at medarbejderne i industrien har været gode til at omstille sig til de ændringer, globaliseringen har ført med sig. Det skyldes ikke mindst et efter- og videreuddannelsessystem, hvor arbejdsstyrken løbende kan tilpasse sig til de nye vilkår, som er resultatet af den stigende, globale konkurrence.

Læs hele analysen “Tillidsrepræsentanterne i industrien ser positivt på globalisering” her.

Yderligere info og kommentarer:

Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal, telefon 30831071.

Jens Dissing Munk, pressechef i Dansk Metal, telefon 30178874.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tillidsrepraesentanter-globalisering-gor-os-rigere?releaseId=13474845

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu