ANNONCE

PRM / Tingbjerg har mest tillid til politiet

26. april 2020 09:26 | Af: Ritzau Info
 

Politiets Tryghedsundersøgelse 2019 viser, at beboerne i det udsatte boligområde Tingbjerg ligger helt i top, når det gælder tillid til politiet. Meget opløftende for fremtiden, mener Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Hvis nogen går rundt og tror, at beboerne i Tingbjerg, et af Københavns særligt udsatte boligområder, generelt har et anstrengt forhold til politiet, så tager de fejl.

Politiets nye tryghedsundersøgelse for 2019 viser, at andelen af borgere i Tingbjerg og Husum Nord, som har tillid til politiet, er højere end i resten af Københavns Kommune.

I Københavns Kommune svarer 81,5 procent i undersøgelsen, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det.

I Tingbjerg og Husum Nord gælder det hele 87,4 procent.

Det er meget positivt og opløftende, mener Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V):

“Jeg synes, at Tingbjerg viser, at området er inde i en god udvikling. Det er meget glædeligt, at så mange af områdets beboere har tillid til politiet, som gør en stor indsats for at passe på vores samfund. Det er også et vigtigt signal til omverdenen om, at der er grobund for den forandring, som vi ser for os i Tingbjerg”.

10 nye prøveboliger på vej
Målingen kommer på et tidspunkt, hvor bydelen står over for en storstilet forandring. I de kommende år skal der bygges 1000 nye private boliger, og i den forbindelse er det vedtaget, at der skal opføres 10 prøveboliger, så nysgerrige familier kan få et indblik i, hvordan deres hverdag i Tingbjerg kunne folde sig ud.

“Vi skal i fællesskab løfte området væk fra ghettolisten. Vi skal have flere i arbejde og uddannelse, vi skal bryde den negative spiral, som området har hængt fast i, og området skal være attraktivt at bo, bevæge og opholde sig i. Det er det, som de store forandringer over de næste år skal være med til at sikre”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard:

Og den nye måling kan være med til at vise Tingbjerg frem fra sin bedste side og samtidig måske aflive fordomme om områdets nuværende beboere, mener hun:

“En del af den store forandring, som vi ser for os i Tingbjerg, handler om at tiltrække nye beboere. Der er jeg sikker på, at de fleste familier gerne vil slå sig ned, hvor forholdet til myndighederne er sundt, og tilliden er høj. Derfor skal vi fortsætte udviklingen, så Tingbjerg bliver et område, hvor både nye og gamle beboere trives, er trygge og tager aktivt del i vores samfund gennem uddannelse eller job”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

Politiets Tryghedsundersøgelse for 2019, der måler trygheden og tilliden til politiet i hele Danmark kan findes her:

https://politi.dk/-/media/mediefiler/dokumenter/landsdaekkende/statistikker/tryghedsundersoegelse/politiets-tryghedsundersoegelse-2019.pdf?la=da&hash=C0274F302F05D9811181E427F73AC3E90C045DD7

Kontakt:

For mere information, kontakt Claus Bøggild (2282 8437), pressechef for beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tingbjerg-har-mest-tillid-til-politiet?releaseId=13592355

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu