PRM / To nye medlemmer i Dansk Byggeris bestyrelse

24. april 2018 14:06 | Af: Ritzau Info
 

På Dansk Byggeris repræsentantskabsmøde i Tivoli Congress Center blev to nye medlemmer, Morten Lindholt, CG Group A/S i Kjellerup, og Erik Nimb, A/S Botica Entreprise i Ballerup, valgt til bestyrelsen.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Det er to kendte ansigter i Dansk Byggeri, der blev valgt ind som nye medlemmer i Dansk Byggeris bestyrelse på det årlige repræsentantskabsmøde i Dansk Byggeri den 24. april.

Morten Lindholt er koncernchef i den familiedrevne virksomhed CG Group A/S i Kjellerup ved Viborg. Han har i syv år bestridt tillidshverv i Dansk Byggeri både som formand og bestyrelsesmedlem i Industrilakerernes Landsforening, som aktiv i bestyrelsen for Industrisektionen og siden 2014 også i bestyrelsen for branchefællesskabet Dansk Byggeindustri, der tidligere hed Danske Byggematerialer.

– Jeg glæder mig til at bidrage til det vigtige arbejde i bestyrelsen med at udvikle en sund, relevant og veldrevet forening, hvor hele byggebranchen kan føle sig hjemme. Jeg repræsenterer byggeindustrien men arbejder meget gerne for, at vi fremstår som en samlet stærk branche, der kan tale med god gennemslagskraft over for omverdenen, siger Morten Lindholt, der er uddannet cand.merc. og har en HD fra Aalborg Universitet. Ny i Dansk Byggeris bestyrelse er også Erik Nimb, adm. direktør i A/S Botica Entreprise. Han har siddet i Dansk Byggeris repræsentantskab siden 2010. Sidste år blev han næstformand for Træsektionen efter otte år i sektionens bestyrelse.

– Selv om tiderne er blevet bedre, og økonomien generelt er god, har vi udfordringer med at få tilstrækkelig mange lærlinge og kvalificerede medarbejdere. Det glæder jeg mig til at diskutere med alle bestyrelser i sektioner, interessegrupper, branchefællesskaber og regioner i Dansk Byggeri og finde gode løsninger på, siger Erik Nimb, der er uddannet tømrer og bygningskonstruktør.

Repræsentantskabet genvalgte murermester Christian Dahl Pedersen, Murermester J. Ole Pedersen A/S og direktør Jette Rohde, Sten & Grus Prøvestenen A/S.

Kontakt:

Helen Jensen, pressechef, hje@danskbyggeri.dk, telefon: 21 24 47 02
Erik Nimb, adm. direktør, A/S Botica Entreprise, telefon: 23 40 24 74
Morten Lindholt, koncernchef, CG Group A/S, telefon: 40 82 12 21

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/to-nye-medlemmer-i-dansk-byggeris-bestyrelse?releaseId=12708938

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu