ANNONCE

PRM / Topdanmark forbereder sig på en våd sommer

10. juli 2020 11:41 | Af: Ritzau Info
 

Sommeren har allerede budt på de første lokale skybrud, og det usædvanligt varme forår får Topdanmark til at forvente en sommerferie med mange skybrud og vandskader. Boligejere kan dog gøre meget for selv at forebygge skader

Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S

2019 var et af de mest regnfulde år nogensinde, og et usædvanligt varmt forår i 2020 får Topdanmark til at frygte, at danske husejere vil blive ramt af flere skybrud og vandskader henover sommeren.

“Vi forventer en sommer i år med relativt mange skybrud og vandskader. Varmt vejr, der tørrer jorden ud, efterfulgt af kraftigt regnvejr, giver normalt problemer for mange husejere,” siger Martin Wamsler, der er skadechef i Topdanmark.

Netop en sådan type sommer forventer DMI bliver det normale fremover. Ifølge DMI’s helt nye klimaprognose vil den samlede mængde nedbør i løbet af sommeren i Danmark fremover være den samme, men den vil ramme i korte og meget kraftige regnskyl.

“Kombinationen af sommerdage med stærk varme og pludselige kraftige regnbyger giver stor risiko for vandskader. Jorden bliver hård, og vandet har svært ved at trænge ned i jorden. Det gør det endnu vigtigere fremover, at husejere forebygger regnvandsskader,” siger Martin Wamsler.

Topdanmark har sat flere penge af til at dække regnvandsskader for kunderne.

Forsikring og forebyggelse
Danske husejere kan gøre to ting for forberede sig bedst muligt. Brug tid på både forsikring og forebyggelse, lyder rådet fra Martin Wamsler.

“Som husejer bør du gennemgå dine forsikringer og se på, hvordan du er dækket. De fleste af Topdanmarks kunder er dækket mod skybrud, mens tre ud af fire kunder samtidig har valgt en udvidet vanddækning, som også dækker følgeskader efter kraftig regn og ikke alene skybrud,” siger Martin Wamsler.

Huset bør jævnligt have et skybrudstjek, hvor man sikrer, at huset er helt tæt ved sammenføjninger i taget og ved åbninger som fx vinduer, døre og ventilation. Samtidig er det afgørende, at afløb og tagrender ikke er tilstoppede, og der er dræn og de rigtige hældninger og materialer rundt om huset, som leder vandet væk fra huset.

Fakta: Regnvandsskader

  • 2019 blev sammen med 1999 det mest nedbørsrige år, DMI nogensinde har målt.
  • 2019 gav 50 pct. flere skader om året som følge af regn eller skybrud end i perioden 2016-2018, viser skadestal for Topdanmark.
  • Tal for regnvandsskader for første kvartal af 2020 ligger også højere end normalt.

Fakta: Sådan forebygger du regnvandsskader

Før et skybrud:

  • Rens tagrender, afløb og brønde, så vandet kan strømme uhindret gennem af-vandingssystemerne.
  • Reparér revner og utætheder i fundament og kælderydervægge, så vandet ikke kan trænge ind i huset.
  • Sørg for, at græsplæne, fliser osv. hælder væk fra huset. Så undgår du, at vandet samler sig ved fundament og kældervægge og dermed ender med at trænge ind i huset.
  • Undgå for mange flisebelagte terrasser, indkørsler eller lignende, så vandet i stedet har mulighed for at sive ned i jorden.
  • Etablér faskiner eller regnvandstønder til at bortlede eller opsamle regnvand fra tag og terrasse.

Under et skybrud:

  • Klods dine ting i kælderen op, og fjern gulvtæpper, så de ikke bliver skadet, hvis du får en mindre oversvømmelse.
  • Montér forseglingstape på udsatte døre og vinduer, så vand ikke kan trænge ind.
  • Luk ventilationshuller i ydervæggene.
  • Tjek afløb og tagrender for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
  • Sørg for at være hjemme, eller få nogen til at holde ekstra øje med dit hus, mens skybruddet står på.

Kilde: Topdanmark

Kontakt:

Presseansvarlig Martin Olsen tlf.: +45 24 34 67 47 email: vto@topdanmark.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/topdanmark-forbereder-sig-pa-en-vad-sommer?releaseId=13596807

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu